03.02.2015, 14:17 | Af: Administrator

Nye får chancen mod Boleslav

Der er skiftet ud på samtlige pladser i forhold til den første test på træningslejren i Portugal.

Der venter tjekkisk modstand, når FC Midtjylland i aften for anden gang skal i aktion i træningsturneringen Atlantic Cup i Portugal. Modstanderen er Mladá Boleslav, og det bliver et opgør, hvor 11 nye får chancen fra start.

- Ligesom det var tilfældet i opgøret mod Örebro, har vi fokus på vores opbygningsspil og det høje pres. I dagens kamp kommer vi til at se den sidste del af truppen i aktion, hvor det for dem glæder om at få 90 minutter i benene.

- På den måde kan vi sige, at vi efter de to første træningskampe hernede har haft alle spillere i gang og fået testet bredden i truppen. Dermed er vi klar til at gå ind i næste fase efter aftenens kamp, siger cheftræner Glen Riddersholm.

Aftenens opgør giver uofficiel debut til Alka Superligaens topscorer Martin Pusic, som sendes i aktion i løbet af anden halvleg. Derudover er det på forhånd bestemt, at stortalentet Mikkel Duelund i pausen afløser et andet talent nemlig Jonas Gemmer.

Der er kick-off på Estadio Algarve i aften klokken 21.00 dansk tid. Kampen kan følges direkte på TV3 Sport.

Start-11: Lasse Heinze - André Rømer, Patrick Banggaard, Francis Dickoh, Frederik Møller - Tim Sparv, Marco Larsen, Jonas Gemmer, Pione Sisto, Babajide David - Marcos Ureña.

Bænk: Jakob Haugaard, Jim Larsen, Jakob Poulsen, Izunna Uzochukwu, Morten 'Duncan' Rasmussen, Martin Pusic, Mikkel Duelund, Musefiu Ashiru, Paul Onuachu.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox