12.02.2015, 09:16 | Af: Administrator

Riddersholm: Veluddannede unge spillere

Cheftræner Glen Riddersholm er begejstret for at have fået Mikkel Duelund og Jonas Gemmer op i førsteholdstruppen.

FC Midtjyllands fodboldakademi har siden etableringen i 2004 leveret en række talenter til ulvenes superligamandskab. De næste, der står på spring til et gennembrud, er 17-årige Mikkel Duelund og 19-årige Jonas Gemmer.

- Det er to veluddannelse unge fodboldspillere, som har en god personlighed og en fornuftig tro på egne evner, og det kan jeg godt lide. De har lidt kant og karakter, og det er vigtigt. Det er ofte noget af det, vi leder mest efter, når vi skal finde spillere, som har potentialet til at slå igennem, siger cheftræner Glen Riddersholm.

- Samtidig er de i besiddelse af nogle spidskompetencer, der gør, at de forholdsvis ubesværet er faldet ind i truppen. Selvfølgelig kan man se, at de i visse faser har et stykke vej endnu, men de har vist prøver på deres store talent i træningerne.

- Det er to unge lovende spillere, som vi forventer os meget af, og som vi er glade for så hurtigt har kunnet tilpasse sig de øvrige spillere i førsteholdstruppen. Det er gået godt, men der venter hårdt arbejde forude. De er godt på vej, så nu handler det om at være ydmyg og arbejde hårdt og være klar, når chancen byder sig, lyder det for Riddersholm.

Fem førsteholdskampe er det blevet til for Jonas Gemmer siden debuten den 16. september 2013, hvor han var med fra start i superligaopgøret mod FC Nordsjælland. Mikkel Duelund fik sin debut i efterårssæsonen, da han var i startopstillingen til pokalkampen mod Aarhus Fremad.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox