21.02.2015, 10:46 | Af: Administrator

Unikt klubsamarbejde sikrer frivillige store oplevelser

Egnens topklubber går sammen for at påskønne de uundværlige frivillige.

I Herning og Ikast arbejder en række store organisationer og klubber professionelt med idræt. Tilsammen sikrer klubberne, at området har et enestående udbud af topsport i en bred vifte af populære idrætsgrene. Men intet af det fandtes, hvis ikke det var for de hundreder af frivillige, som uge efter uge, år efter år sørger for, at haller, baner og arenaer fungerer som velsmurte maskiner.

Så effektive og uegennyttige er de frivillige, at man som professionel sportsarrangør kan være på nippet til at tage dem for givet. Men nu går en række af landsdelens topklubber sammen for at sikre, at de mange frivillige påskønnes for deres uvurderlige indsats.

Med Herning Golf Klub som initiativtager lancerer HCM Håndbold, Superligaklubben FC Midtjylland, FCM Håndbold, Blue Fox Herning og Herning Sport & Event Frivilligheden Herning/Ikast. Et unikt samarbejde på tværs af kommunegrænser og idrætsgrene som skal sikre de frivillige store idrætsoplevelser hos kollegerne i sportsbranchen.

- Reelt set ville klubberne ikke kunne eksistere uden de frivillige. Vi har et fælles ønske om at anerkende de frivilliges arbejde, og derfor lancerer vi nu Frivilligheden Herning/Ikast, forklarer Bo West Møller, der er Golfmanager i Herning Golf Klub. I praksis går samarbejdet ud på at tilbyde eksklusive oplevelser og muligheder til de frivillige fra de øvrige samarbejdsklubber.

- Det kunne eksempelvis være FCM Håndbold, der inviterer de frivillige fra HC Midtjylland, FC Midtjylland, Blue Fox Herning og Herning Golf Klub til et særligt arrangement i forbindelse med en hjemmekamp i IBF Arena, uddyber Bo West Møller, der er glad for, at også Herning Kommune har meldt sig under fanerne i form af Herning Sport & Event.

- Kredsen kan udvides. Vi lægger op til et tæt samarbejde med Herning Kommune og MCH omkring udveksling af unikke oplevelser til gavn og glæde for de mange frivillige i området, siger Bo West Møller.

Det første konkrete arrangement i det nye samarbejde er allerede afholdt, da de frivillige blev inviteret til tenniskamp mellem Serena Williams og Ana Ivanovic, et arrangement med Superligaklubben FC Midtjylland som vært. 

Kunne du tænke dig at være frivillig i FC Midtjylland, så send en mail til fcm@fcm.dk og du vil blive kontaktet.

Derfor er Frivilligheden en god ide
Arbejdet som frivillige anerkendes i endnu højere grad og bliver mere attraktivt
De frivillige får oplevelser, de ellers ikke ville få
De frivillige møder hinanden på tværs og kan inspirere hinanden
Klubberne skaber et forum for samarbejde
Klubberne får besøg af potentielle nye kunder
Initiativet understøtter oplevelsen af, at vi gerne vil samarbejde på tværs og tænke nye initiativer

Styregruppen for samarbejdet
Herning Golf Klub, Bo West Møller, Golfmanager
Blue Fox Herning, Torben Skovsgaard, direktør
Superligakubben FC Midtjylland, Birgitte Klausen, stadionansvarlig
FCM Håndbold, Torben Kølbæk, direktør
HC Midtjylland, Flemming Langbo, formand for bestyrelsen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox