19.03.2015, 14:56 | Af: Administrator

Akademiet drager til Kronjylland

U17-holdet skal bygge videre på en flot stime i lørdagens jyske derby i Randers. For U19-holdet handler det om at rejse sig efter sidste runde, så man holder kort snor i FC Nordsjælland i toppen. 

Foråret er i fuld gang i de bedste danske ungdomsrækker, hvor FC Midtjyllands U17- og U19-hold begge lagde ud med at møde AGF på udebane. Ugen efter havde de ældste akademispillere kampfri, imens U17-holdet byggede videre på den gode start ved at vinde over Vejle på hjemmebane.

Lørdag skal begge hold igen i aktion, når man gæster kronjyderne fra Randers. Det er traditionelt nogle spændende og seervenlige opgør, når de to klubber mødes i ungdomsrækkerne, så der er god chance for underholdning i Randers lørdag eftermiddag.

U17 går ydmygt til opgaven
forårets flotte start skal for U17-holdets vedkommende udbygges med det tredje jyske brag i træk, efter sejrene mod AGF og Vejle. Randers ligger nummer ti rækken, men er samtidig en af rækkens mest scorende hold. Randrusianerne er dog på det parameter overgået af ulvene, som er det suverænt mest målfarlige hold i ligaen.

Cheftræneren for holdet glæder sig til endnu et jysk slag, hvor han forventer en intens udekamp.

- Vi er fortsat ydmyge på trods af vores gode start. Vi har flyttet os meget og vi får færre og kortere udfald i kampene end tidligere. Vi vil dog fortsat arbejde på at undgå de dårlige perioder i endnu højere grad. Vi viste stor modenhed, da vi vandt med ti mand i hele anden halvleg mod Vejle. Det vil vi gerne tage med os videre, fortæller cheftræner, Svend Graversen.

- Vi kan ikke vinde alle kampe, men vi vil hele tiden forbedre vores egne præstationer. Vi har haft en flot stime, så vi er selvfølgelig forberedt på, at der kan komme en down-periode på et tidspunkt. Hvis det sker, så skal vi lære af medgangen nu, så vi kan håndtere modgangen bedst muligt.

På trods af den fine hjemmesejr mod Vejle, oplevede holdet også skår i glæden. Anfører Nikolaj Kirk forlod banen i begyndelsen af anden halvleg efter en nødbremse, og han afsoner derfor karantæne imod Randers. Svend Graversen ser frem til at andre spillere udfylder den rolle på lørdag.

- Vi har vores anfører ude, og det er selvfølgelig ærgerligt. Vi kan ikke gøre noget ved det, så andre spillere må bare løfte det ekstra ansvar på banen. Det bliver spændende at se. Vi glæder os bare til kampen og til at bygge endnu mere på igen, slutter cheftræneren.

Kampen spilles på kunstgræsbanen ved Randers Stadion. Det er en formiddagskamp, som starter klokken 10.45.

Topkamp venter for U19
Første forårskamp bød på en rodet indsats af ulvenes U19-mandskab, hvor dele af spillet ikke fungerede optimalt. Holdet er derfor ekstra opsatte på at levere en toppræstation på lørdag i Randers. Og det kan der blive brug for. Modstanderen ligger nemlig på en flot tredjeplads efter FC Nordsjælland og FC Midtjylland selv.

Der venter med andre ord en ægte topkamp for de ældste akademister. Midtjyderne vil dog ifølge cheftræner, Kenneth Andersen, først og fremmest fokusere på holdets egen præstation, som skal finpudses fra seneste kamp.

- Vi har kigget på vores ’Standard of performance’ fra sidste kamp. Her var der ting, som ikke levede op til det, som vi forventer af hinanden. Når vi lukker fem mål ind, så er der selvfølgelig nogle defensive ting, som ikke fungerer. Det handler ikke kun om de bagerste spillere, men om hele holdets evne til at forsvare, siger Kenneth Andersen.

Seneste kamp imellem de to hold endte med en storsejr til FC Midtjylland på 5-0 i Ikast. Midtjyderne forventer derfor også et ærgerrigt hjemmehold, som vil revanchere efterårets lussing. Han understreger samtidig, at Randers fortjener den flotte placering i rækken.

- Det er et fysisk dygtigt hold, som fuldt fortjent ligger i toppen af rækken. Vi vil spille kampen på vores præmisser, for ellers bliver det en vanskelig opgave for os. Vi kan vel hægte dem helt af med en sejr, og de kan måske komme med i kampen igen, hvis de vinder, så det bliver interessant, siger Andersen.

- De vil helt sikkert have revanche for 5-0-opgøret, selvom kampen i virkeligheden var mere lige, end resultatet antydede. Vi skal vinde hver kamp for at beholde vores position i rækken, så det vil vi gå benhårdt efter.

Randers har i øjeblikket 22 point for 13 kampe, imens FCM’erne har 31 point for 12 kampe. Kampen spilles, ligesom U17-kampen, på kunstgræs og fløjtes i gang klokken 13.00.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox