18.03.2015, 12:04 | Af: Administrator

Fankoordinatorens blog: Respekt!

- Det er snarere reglen end undtagelsen, at vi dominerer markant på udebane, og turen til Randers var på ingen måde en undtagelse, skriver fankoordinatoren blandt andet i sin blog. Læs hele bloggen her.

Vi var vidne til forårets hidtil mest dramatiske kamp, da Randers blev nedlagt på eget græs. Det var en frygtelig fodboldkamp fra vores side, men hvad betyder det, når vi kunne rejse hjem med 3 point? Bedømt på stemningen i udebaneområdet, var det i hvert fald ikke noget, folk tog større notits af. Netop stemningen i udebaneområdet vil jeg dvæle lidt ved i denne blog, inden jeg vil kigge frem mod weekendens opgør mod Hobro.

Vi har gennem de seneste 2-3 år været vidne til en vild udvikling i den midtjyske fankultur, når vi rejser på udebane. Det er ikke længere et særsyn, at der kommer mellem 500 og 1000 medrejsende fans, hvad enten vi er i Esbjerg, Hobro eller Aalborg. Glen Riddersholm har ofte understreget den betydning, det har, når spillerne kan føle sig hjemme, selvom græsset er fremmed, fordi lydbilledet bliver domineret af vores egne fans. Det er snarere reglen end undtagelsen, at vi dominerer markant på udebane, og turen til Randers var på ingen måde en undtagelse. Tværtimod.

Allerede da jeg ankom til stadion en lille halv time inden kampen, kunne man mærke en fuldstændig elektrisk stemning blandt de tilrejsende fans. Efterhånden som tribunen blev fyldt op, tog lydniveauet kun til i styrke - jeg tror, vi skal tilbage til en allerede legendarisk kamp mod Viborg i november 2013 for at finde en tilsvarende stemning. Randers' hurtige føringsmål ændrede ikke på den energi, der blev lagt for dagen, hvilket ellers ofte er en udfordring at undgå. De få Randers-fans, der stod placeret i modsatte hjørne, må have været temmelig desillusionerede over den vokale modstand, de mødte.

Heldigvis blev den fantastiske stemning belønnet med 3 point, da Jakob Poulsens frispark fandt netmaskerne lige inden lukketid. En vedholdende og insisterende opbakning, snakker man ofte om, kan være point værd, og fredag aften fik vi alle bevis på, at den påstand ikke bare er tom snak - og ikke mindst en påmindelse om, hvorfor vi skal bakke op gennem alle 90 minutter, selvom indsatsen på banen fra tid til anden er sløj.

Print-Selv-Billetter: FC MIDTJYLLAND - HOBRO IK LØRDAG D. 21. MARTS. KL. 17.00 - KØB BILLETTER HER >>

Personligt stod jeg i 2. halvleg på nederste afsnit med perfekt udsyn til at betragte den opvisning, der blev leveret på tribunen. Det skete mere end én gang, at jeg fik gåsehud, når vores dygtige trommeslager slog rytmen an, og sangene ramte en decibel, der ikke havde passet Arbejdstilsynet alt for godt - respekt for det, drenge og piger! Fortsæt det gode arbejde!

Apropos respekt, vil jeg også gerne udtrykke min største respekt for Black Wolves, der på lørdag har inviteret alle Hobro-fans på en "kvajebajer" i fanklubbens lokaler, der ligger i hjørnet mellem stemningstribunen og sponsorlangsiden. Kvajebajeren er på sin plads efter den uheldige episode, der opstod, da vi gæstede Hobro tilbage i oktober, hvor en kvindelig kontrollør desværre blev udsat for en hårdhændet behandling, der resulterede i nogle knubs.

Kontrolløren var heldigvis hurtigt ovenpå igen, men sådanne episoder kan vi selvfølgelig ikke acceptere. Hvad enten vi er på ude- eller hjemmebane, repræsenterer vi alle FC Midtjylland, når vi er på stadion, og det forpligter i forhold til, hvilken opførsel man kan lægge for dagen. Sagen har været gennem retssystemet, hvor der er faldet dom til én af de 3 sigtede, ligesom den dømte har fået karantæne fra alle FCMs kampe i de kommende 2 år - nu kan vi endelig få sat et endegyldigt punktum ved at strække hånden frem og sige undskyld, så vi alle igen kan kigge fremad.

Jeg vil gerne opfordre jer alle til at kigge forbi Black Wolves' lokaler på lørdag, hvor der vil være livemusik og byens bedste efterfest, når vi forhåbentligt har taget sæsonens 12. hjemmesejr. Black Wolves inviterer til åbent hus, så alle er velkomne både før og efter kampen.

Jeg vil nødigt gentage mig selv, da det gerne bliver lidt trivielt at høre på, men husk nu at komme af sted i god tid, og ta' gerne vennerne, kæresten, naboen eller nogle andre med, så vi kan få fyldt op på MCH Arena. Der bliver brug for alle mand, hvis vi skal nedbryde Hobro, der har startet forår med nogle fine præstationer - om vi gentager 5-1 triumfen fra oktober, er nok tvivlsomt, men mindre kan også gøre det. At vi kunne samle 9190 tilskuere mod Esbjerg var et skridt i den rigtige retning, men skulle vi ikke sigte efter at komme over 10.000 mod Hobro? Det kunne være en passende gestus overfor spillerne ovenpå den stærke fight i Randers! 

Og så bliv gerne på pladserne til dommeren har fløjtet kampen af. Det var lidt trist at se et halvt tomt stadion i de sidste 10 minutter mod Esbjerg, selvom alle vist fik den underholdning, man kan ønske sig - man går heller ikke 10 minutter inden rulleteksterne i biografen, vel?

Med håbet om en god kamp,
Peter Ross

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox