23.03.2015, 15:58 | Af: Administrator

FCM II fra København med point

Reserverne pressede på, men måtte nøjes med 0-0 mod FCK, der fik Steve de Ridder sendt i bad før tid

FCM II har gjort flittig brug af ungdomsspillere i de første to kampe i foråret, og den tendens fortsatte i mandagens udekamp mod FCK.

Af forskellige årsager var flere af spillerne fra førsteholdstruppen fraværende - Francis Dickoh og Marco Larsen plejede mindre skader, Marcos Ureña er draget afsted med det costaricanske landshold, mens Banggaard er med U21-landsholdet. Endelig var Duelund og Gemmer taget med U19-landsholdet.

Det betød at FCM II stillede med Alexander Munksgaard og Rasmus Lauritsen i midterforsvaret og U19-duoen gjorde et glimrende stykke arbejde med at stække Björn Sigurdarson og Steve De Ridder, der dannede angrebspar for værterne.

FCM II spillede op mod vinden i en chancefattig første halvleg. Der var et par lige-ved-og-næsten chancer, hvor FCM-spillere manglede en halv meter for at nå frem til et indlæg, men ellers var det primært på standardsituationer holdet truede FCK.

Værterne havde svært ved at få sat spillet rigtig op, og halvlegens største tilbud tilfaldt Frederik Møller kort før pausefløjtet - venstrebackens afslutning gik desværre uden om målet.

Kirk tæt på at blive matchvinder
Et kvarter inde i anden halvleg faldt kampens vel nok største tilbud, da Nikolaj Kirk i feltet bragede bolden over mål, efter et godt indlæg fra venstre. Lidt mere coolness og karrierens første mål på seniorniveau havde været en realitet for U17-spilleren.

Et kvarter før tid indtraf kampens dramatiske højdepunkt, da Steve de Ridder sparkede Izunna ned bagfra, efter at FCM-sekseren med lovlige midler havde taget bolden fra ham. Belgieren havde minutter forinden modtaget gult for at sparke bolden væk, men fik direkte rødt for forseelsen.

En mand i overtal fik FCM sat værterne under et tungt pres, men med god fight og en stærkt spillende Kim Christensen i målet, holdt københavnerne tiden ud.

Lars Friis ærgrede sig over at det ikke lykkedes at hjembringe den tredje sejr i slutspillet, men havde alligevel masser af ros til sit unge hold.

- Vi vidste på forhånd, at vi ikke kunne matche FCK på erfaring, så spillerne havde fået at vide, at de skulle rykke sammen i bussen og spille hinanden gode. Det gjorde de, og det var dejligt at se de unge spillere gribe chancen. Men altså; vi går på banen for at vinde hver gang, og kampen i dag skulle også have givet tre point, konstaterede FCM-træneren.

Lars Friis roste efter kampen den nye stopper-duo, men der var også skulderklap til Izunna. Holdets med afstand mest rutinerede spiller leverede en stærk indsats, og var dygtig til at dirigere rundt med de fire unge spillere, han undervejs delte maskinrummet med.

FCM II spiller allerede igen om tre dage, helt præcist torsdag kl. 15. Holdet tager imod AaB i en kamp, der spilles på MCH Arena og vises live på kanalsport.dk.

FC København II - FC Midtjylland II 0-0
76' Udvisning, Steve de Ridder (FCK)

Opstilling FCM: Jakob Haugaard - Frederik Møller, Alexander Munksgaard, Rasmus Lauritsen, André Rømer - Izunna Uzochukwu, Michael Olusoji Ogungbaro (76' Alexander Nicolajsen), Nikolaj Kirk (60´ Mikael Anderson) - Babajide David, Mads Døhr Thychosen (86' Simon Sterring), Razak Adebayo Odeyemi

Ikke benyttet: Marco Priis Jørgensen, Andreas Murbeck

Opstilling FCK: Kim Christensen - Adam Mansa (62' Mikkel Dige), Lasse Lindbjerg (3' Nicolai Mamsen), Frederik Mamsen, Christoffer Remmer - Berat Beciri (90+3 Daniel Chukwumah), Christian Poulsen, Mikkel Wohlgemuth (86' Michael Jonssen), Brandur Olsen (55' Krístjan 'Floki' Finnbogason)  - Björn Sigurdarson, Steve De Ridder

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox