14.03.2015, 17:48 | Af: Administrator

Flot U17-sejr efter en halvleg i undertal

De unge ulve startede som lyn og torden i eftermiddagens hjemmekamp mod Vejle. Et moment af koncentrationssvigt bragte dog udeholdet tilbage i kampen. Det betød blandt andet, at midtjyderne spillede hele anden halvleg med blot ti mand, inden 4-2- sejren kunne sikres.

Lørdag eftermiddag var der lagt op til en lækkerbisken i U17-ligaen, da lokalopgøret imellem FC Midtjylland og Vejle Boldklub blev afviklet. Flere tidligere FCM-spillere er nu i Vejle, og motivationen var derfor ekstra stor til denne kamp.

FCM’erne startede kampen med et hårdt pres mod udeholdet, og allerede efter ti minutter faldt den første scoring i kampen, da Mads Carlson bragte ulvene foran. Ti minutter senere blev den føring fordoblet, da anfører Nikolaj Kirk også kom på måltavlen.

Da stadionuret rundede den halve time ville topscorer Mikael Anderson også lege med, og han afgjorde reelt kampen med sin scoring til 3-0. Troede man i hvert fald. For efter 35 minutter reducerede Vejle mandskabet efter et koncentrationssvigt i det midtjyske forsvar, og blot et minut efter pausen var den så gal igen.

Efter en kæmpechance til midtjyderne ved en dødboldssituation, stormede vejlenserne direkte i et kontraangreb. Her brugte anfører og målscorer Nikolaj Kirk en nødbremse, som kostede ham et direkte rødt kort. Samtidig gav situationen Vejle et straffespark. Det blev omsat sikkert, og der var nu for alvor pres på hjemmeholdet, med en mand i undertal i resten af kampen. 3-2.

På trods af fordelen formåede Vejle ikke at skabe de åbne chancer, og ulvene kontrollerede kampen med et lidt lavere udgangspunkt end tidligere. Til allersidst blev kampen lukket, da Mikkel Jakobsen tilkæmpede sig et straffespark, som Mikael Anderson sikkert omsatte til mål til kampens resultat, 4-2.

En flot præstation som trænerteamet efterfølgende var stolte over. Blot en enkelt ting ærgrede cheftræner Svend Graversen.

- Vi må rose drengene for endnu en stærk kamp. i den første halve time spiller vi utrolig flot, og vi scorer mål og skaber chancer på den måde, som vi ønsker det. Det var meget tilfredsstillende at se. Pludselig slækker vi så kort på koncentrationen, fortæller Graversen.

- Det er vel det eneste, som vi ærgrer os over i dag. At vi ikke lukker kampen, men på et skidt, kort periode lukker dem tilbage i opgøret. Herefter må jeg så sige, at vi virkelig spiller klogt. Drengene overlader initiativet lidt mere til Vejle, og det forvaltede udeholdet ikke specielt godt.

FCM’erne har nu seks point for to kampe i foråret, og trænerteamet hos U17-holdet kan naturligvis ikke være andet end tilfredse med starten på den sidste halve del af sæsonen.

- Det er dejligt at vinde endnu en gang. Vi har brugt pausen godt, og det bærer frugt nu, både i præstationerne og resultaterne. Hele holdet fortjener virkelig ros for kampen i dag, og den mentalitet som drengene viste i dag, den er vi meget stolte af, slutter Svend Graversen.

Næste opgave for holdet er på lørdag, når Randers FC tager imod FC Midtjylland.

Kampfakta:
FC Midtjylland U17 – Vejle B U17 4-2
10’ 1-0 Mads Carlson
20’ 2-0 Nikolaj Kirk
30’ 3-0 Mikael Anderson
35’ 3-1 Agon Mucolli, Vejle B
41’ 3-2 Agon Mucolli, Vejle B (straffe)
80’ 4-2 Mikael Anderson (straffe)

Opstilling: Oliver Ottesen - Malte JürgensenAndreas MurbeckNicolai DamkjærAndreas Poulsen(40’ Mads Friis) - Nikolaj KirkMads Olsen, Mads Vang(45’ Sebastian Hairing Lodahl), - Mikael AndersonMads Carlson(60’ Mikkel Jakobsen), Sebastian Buch Jensen

Foto: JPS Photo 2014

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox