27.03.2015, 15:01 | Af: Administrator

Hjerneforsker skal udvikle de største talenter

Han har læst idræt og humanfysiologi på Københavns Universitet, har en ph.d. fra Panum Instituttet og undervist på Oxford University. Nu skal han arbejde med FC Midtjyllands største fodboldtalenter.

Han kender universitetsgangene bedre end fodboldstadions, og han har været mere i et auditorium end på en fodboldbane, men alligevel skal Lars O.D. Christensen arbejde med FC Midtjyllands største talenter.

For den 55-årige holstebroer har nogle redskaber, som ikke tidligere er set i fodboldens verden. Han har læst idræt og humanfysiologi på Københavns Universitet og har siden bevæget sig længere ind i hjernen med en ph.d. i neurofysiologi fra Panum Instituttet på Københavns Universitet.

Sidenhen har han forsket og undervist på Oxford University og været ansvarlig for moduler omkring 'elite performance and analysis' for sports science studenter. Nu skal han i FC Midtjylland anvende viden fra den moderne neurovidenskab i et forsøg på at udvikle træningen af de unge talenter i klubben. 

- Det er ofte personer uden for miljøet, der kan se mulighederne for at udvikle miljøet. Vi tror og håber på, at vi kan udvikle træningen for de 18-23-årige, og her bliver Lars med sin baggrund i neurofysiologi og bioteknik en stor kapacitet. Vi tror på, at neurovidenskaben har meget at bidrage med med hensyn til moderne træningsmetodikker, hvilket er et af Lars' kerneområder, fortæller sportsdirektør Claus Steinlein.

FC Midtjylland har aldrig været bange for at tænke utraditionelt, og derfor er det også planen, at flere specialister henover sæsonen bliver hevet indover træningerne.

- Det sværeste i fodbold er skridtet fra ungdomsfodbold til seniorfodbold. Det ved vi, og derfor har vi opkvalificeret vores fokus på den gruppe, siger sportsdirektøren.

Lars O. D. Christensen, der foruden sine ti år på det anerkendte engelske universitet også har en fortid som toptræner i volleyball og i Team Danmark, glæder sig til arbejdet med morgendagens stjerner i FC Midtjylland.

- Vi skal give dem et massivt input, således at de rykker sig. For eksempel vil vi gerne have dem til at selvtræner. Det kan være videotræning. Vi skal lære dem at analysere sig selv, og det skulle gerne motivere dem til at selvtræne endnu mere. De skal være bevidste om, hvad de selv har brug for, forklarer Lars O. D. Christensen.

Sammen med top A træner Søren Bjerg skal han stå i spidsen for de 18-23-årige top A-truppen, hvor de på ugentlig basis vil have ekstra træninger med talenterne.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox