26.03.2015, 20:35 | Af: Administrator

Optakt: U17 vender tilbage til det prøvede

Lørdagens lokalopgør mod Silkeborg kommer til at give et fingerpeg om, hvilket af de to hold, der kan hægte sig på de absolutte tophold i U17 Ligaen.

Efter fem sejre og en uafgjort i de seneste seks kampe, måtte FCM-lokomotivet se sig rangeret ud på et sidespor med sidste uges fortjente 4-1 nederlag i Randers.

FCM U17 var hårdt ramt af afbud til kampen, og det betød, at flere spillere blev brugt på uvante positioner. Konsekvensen blev at FCM U17 valgte at slække lidt på det vante høje pres og overlod mere initiativ til Randers – en strategi, der dog lod til bekomme hjemmeholdet bedre end ulvene.

En selvkritisk cheftræner betegner kampen som ”et sammensurium af dårlige beslutninger fra spillere og trænerbænk”, og understreger, hvor opsatte han og holdet er, når Silkeborg kommer på besøg på lørdag.

- Det er vigtigt at vi får revancheret os selv mod Silkeborg. Både i forhold til kampen i Randers og i forhold til vores møde i efteråret (4-3 sejr til SIF, red.) . Vi vender tilbage til den gameplan, som vi har haft stor succes med i den seneste tid, og jeg er sikker på, at vi får en bedre præstation at se. Og så er det jo et lokalopgør, så jeg forventer en kamp med masser af nerve, udtaler Svend Graversen.

Med henholdsvis 27 og 26 point ligger FCM og SIF næsten side om side i tabellen. Samtidig er der tale om to af U17 Ligaens mest scorende hold, så der bør være gode chancer for en medrivende og underholdende kamp på Wunderelf Arena, hvor der er kampstart kl. 13.00.

Hvilke elleve spillere, der starter inde for FCM er fortsat behæftet med stor usikkerhed. En influenzaepidemi har i den seneste tid raseret U17-holdet, og torsdag eftermiddag var kun fem af truppens 23 spillere gået helt fri af smitten. Sikkert er det dog, at Nikolaj Kirk ikke er at finde i truppen - anføreren afsoner således karantæne.

Foto: JPS Photo 2014

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox