03.03.2015, 09:55 | Af: Administrator

Poulsen har fået en pige

Midtbanedynamoen blev mandag middag far til en velskabt pige.

Mange så måbende til, da Jakob Poulsen efter søndagens opgør mod Brøndby i fuld sprint forlod banen. Men det var der en god forklaring på.

- Jeg var i gang med at sige tak for kampen til Brøndby-spillerne, da Bak kom flyvende ind til mig på banen og sagde, at Nina var ved at føde. Og så var det ellers bare ud i en bil, forklarer Jakob Poulsen om sekunderne efter 1-1-kampen.

En halv time inde i anden halvleg var vandet nemlig gået hos kæresten Nina, og derfor havde holdlederne pakket en taske til midtbanegeneralen, som derfor kunne springe direkte ud i en ventende bil.

- Jeg ringede til Nina med det samme, jeg kom ud i bilen. Og hun sagde, at vi bare skulle tage det roligt, for vi skulle nok nå hjem. Og det gjorde vi også sikkert, så der var ingen problemer, fortæller den nybagte far.

For først tidligt mandag morgen tog parret turen til sygehuset, og mandag middag kunne de to så kalde sig forældre, da en lille pige på 51 cm og 3600 gram kom til verden.

- Følelsen er svær at beskrive. Det kan ikke sammenlignes med noget andet, man har prøvet. Men det var fantastisk. Man blev både rørt og stolt, da hun kom til verden, siger Poulsen, som kan berette, at både mor og datter har det godt.

Det var parrets første barn.

Jakob Poulsen har ikke yderligere kommentarer.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox