08.03.2015, 20:59 | Af: Administrator

Riddersholm: Taktisk modenhed

Gennem hårdt arbejde og taktisk modenhed styrede FCM begivenhederne mod EfB.

Med 3-0 hjemme over Esbjerg fB konsoliderede FC Midtjylland søndag eftermiddag og aften sit forspring til konkurrenterne i toppen. De tre point mod vestjyderne blev trukket i land med hårdt benarbejde, både i overført betydning og i bogstaveligste forstand.

- Sejren i dag bygger på et solidt håndværk. Spillerne arbejder rigtig, rigtig hårdt i alle faser, og de udviser en modenhed rent taktisk, som gør, at vi er i kontrol hele tiden. Selv i de faser, hvor vi ikke er den styrende part med bolden, så er vi meget rolige og afklarede i vores defensive organisation. Det er derfor, at vi vinder forholdsvis komfortabelt, lyder det fra Glen Riddersholm til FCM TV.

Forholder sig ikke til at spille på bagkant
I alle forårets foreløbig tre afviklede runder har F.C. København spillet før FCM, og dermed har løverne i hver runde haft muligheden for at lægge maksimalt pres på titelbejlerne fra Heden. Glen Riddersholm afviser, at det er noget, man forholder sig særlig meget til.

- Nu er det tredje runde i streg, at vi spiller på bagkant af FCK, og det fokuserer vi egentlig ikke så meget på. Vi har jo taget hul på det her forår med en klar ambition, og det er at øge i forhold til dem, der ligger lige bag os, og så vil vi være ydmyge, hårdtarbejdende og kun have fokus på os selv. Det, synes jeg, at vi nu har leveret i tre runder, og det skal vi fortsætte med i de kommende kampe.

Næste runde får FC Midtjylland til gengæld muligheden for at lægge pres på københavnerne. Fredagskampen står således mellem FCM og Randers FC på AutoC Park.

Se hele interviewet med Glen RiddersholmFCM TV [klik her]

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox