13.03.2015, 20:34 | Af: Administrator

Stolpe ind i intens topkamp

Jakob Poulsen sparkede via den ene stolpe alle tre point til Midtjylland med sin sene frisparksscoring i topopgøret mod Randers FC.

De fleste have nok indstillet sig på en pointdeling i aftenens topopgør mod Randers FC. Men Alka Superligaens flittigste assistmager ville det anderledes.

Godt nok lagde Jakob Poulsen an til et forsøg på endnu en assistent, men kuglen ramte hverken med- eller modspillere, men i stedet sejlede den via den fjerneste stolpe i kassen, og dermed kunne midtbanedynamoen lade sig hylde som matchvinder.

Det var ellers hjemmeholdet, som kom først på måltavlen. For efter en god midtjysk indledning udnyttede Randers-angriberen Mikael Ishak en omstilling og passerede i fri position en chanceløs Johan Dahlin i målet.

Men det skulle blive sidste gang, at den svenske landsholdskeeper blev passeret. For næste gang, Ishak fik muligheden alene med landsmanden, leverede Dahlin en fin fodparade, og i anden halvleg rev Dahlin flere gode redninger frem.

Inden holdene blev sendt til pause, blev der bragt balance i regnskabet. For efter tre korte hjørnespark i panden på Kristian Bach Bak valgte Jesper Lauridsen at sende kuglen bagerst i feltet. Og det skulle vise sig at være en god idé, for der dukkede Erik Sviatchenko, som havde rejst sig fra sygesengen, op og headede på tværs i feltet, hvor kaptajn Bak kunne stange udligningen i mål.

Fra lægterne var der massiv midtjysk opbakning kampen igennem, og det smittede af på grønsværen, hvor der blev kæmpet og fightet, og selv om hjemmeholdet havde muligheder til at bringe sig foran i anden halvleg, så bød den altså kun på en målscorer, og han havde et ulvelogo på brystet og nummer syv på ryggen.

Med aftenens sejr bringer FC Midtjylland sig på 50 point, inden de øvrige konkurrencer skal i kamp. Næste gang ulvene skal i kamp er lørdag den 21. marts, hvor Hobro kommer på besøg på MCH Arena.

Randers FC - FC Midtjylland 1-2 (1-1)
1-0 Mikael Ishak '9
1-1 Kristian Bach Bak '45
1-2 Jakob Poulsen 88'

Advarsler:
87’ Kasper Fisker

Start-11: Johan Dahlin, Kristian Bach Bak, Jim Larsen, Erik Sviatchenko, Jesper Lauridsen, Tim Sparv, Jakob Poulsen, Rilwan Hassan (André Rømer 85'), Marco Larsen (Marcos Ureña 73'), Morten 'Duncan' Rasmussen (14' Martin Pusic)

Bænk: Jakob Haugaard, Patrick Banggaard, Izunna Uzochukwu, André Rømer, Mikkel Duelund, Martin Pusic, Marcos Ureña,

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tilskuere:5.463

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox