22.03.2015, 20:07 | Af: Administrator

Sviatchenko udtaget til A-landsholdet

FC Midtjyllands akademi har endnu engang uddannet en forsvarsspiller til det danske A-landshold. Ulvenes viceanfører, Erik Sviatchenko, er efter et skadesplaget 2014 nu blevet belønnet for sit stærke comeback i det nye år. 

Han har i mange år vist prøver på sit store talent i midterforsvaret hos både FC Midtjylland og på det danske U21-landshold. Nu kan debuten på A-landsholdet også være på vej for Erik Sviatchenko. I hvert fald har Danmarks landstræner, Morten Olsen, udtaget ham til de kommende landskampe mod USA og Frankrig.

I forårets første kampe har den 23-årige midtjyde været en vigtig brik hos Superligaens førerhold, og dét er altså ikke gået ubemærket hen. Hovedpersonen selv jubler over muligheden for at vise sig frem i rødt og hvidt. Han erkender, at en landsholdsudtagelse længe har været et mål for ham.

- Det er en meget stor dag for mig, og jeg er stolt over at blive udtaget. Det er en overordnet drøm at repræsentere landsholdet, og jeg har håbet på, at muligheden skulle komme. Udtagelsen giver mig endnu mere motivation, siger en glad Erik Sviatchenko.

- Medierne talte på et tidspunkt om, at jeg havde mulighed for at repræsentere Ukraine i stedet for Danmark, men det har aldrig været et tema for mig. Morten Olsen har nævnt mit navn et par gange, så nu er jeg bare beæret over, at han har fundet plads til mig.

Igennem 2014 oplevede Sviatchenko stor modgang, da uheldige skader holdt ham ude af store dele af både foråret og efterårets kampe. Skaderne har betydet, at han har måttet arbejde ekstra hårdt for at komme stærkt tilbage på banen.

- Sidste år var hårdt for mig, og jeg har gjort meget for at stå endnu skarpere til den nye sæson. Jeg har analyseret meget på mine præstationer, så jeg har kunnet forbedre mig hver gang. Samtidig er jeg blevet endnu mere fit, hvilket har givet mig nogle ekstra procenter på banen, siger Erik Sviatchenko.

- Samtidig er det et resultat af, at FC Midtjylland har gjort det så godt. Holdet fungerer virkelig godt, og det gør også, at jeg kan vise mig fra min bedste side. Det er en stor anerkendelse af mine holdkammerater og FC Midtjylland og et bevis på, at vi har gjort det godt.

Repræsenterer Akademiet
Den eksplosive stopper fortæller, at han håber på spilleminutter i de to forestående landskampe. Han går dog ydmygt til opgaven og tager intet for givet. Han vil samtidig kæmpe hårdt for at beholde sin plads i truppen.

- Jeg er selvfølgelig med for at suge til mig. Jeg ved omvendt godt, at jeg er udtaget, fordi Morten Olsen stoler på, at jeg vil kunne løfte opgaven, hvis jeg får chancen. Derfor håber jeg selvfølgelig på at kunne vise mig frem i kampene, men jeg er bare glad og stolt over at være med lige nu, siger forsvarsklippen, som sender varme tanker afsted mod Akademiet.

- Simon Kjær og Winston Ried har jo allerede gjort det, så Akademiet har stolte traditioner på vores position. Jeg håber på, at jeg en dag kan give min landsholdstrøje til Akademiets ’landsholdsvæg’, som det er traditionen i FCM. Jeg repræsenterer både FC Midtjylland og Akademiet, som har betydet meget for min udvikling.

Hos FC Midtjylland er man stolte over udtagelsen af Erik Sviatchenko. Cheftræner Glen Riddersholm roser hans viceanfører og understreger samtidig, at han tror på, at den nyslåede landsholdsspiller vil blive endnu bedre i fremtiden.

- Vi er glade og stolte på Erik vegne. Det er en stor drøm for ham, og det er fantastisk at se, hvor hurtigt og stærkt han er kommet tilbage efter hans mange skader sidste år. Han er fuldt berettiget til udtagelsen, og jeg tror, han vil blive endnu bedre fremover, når han får flere kampe i benene, siger Glen Riddersholm.

Cheftræneren glæder sig ligesom Sviatchenko på Akademiets vegne, som endnu engang har udviklet en spiller til et A-landshold. Han mener, at udtagelsen er en stor tilfredsstillelse for det daglige arbejde omkring talenterne i klubben.

- Det er en blåstempling af vores akademi og generelle talentudvikling her i klubben. Det understreger, at vi har en solid fodbolduddannelse, hvor spillerne bliver klædt godt på til fremtiden. Samtidig er det dejligt at se, at vi endnu engang udvikler en midterforsvarer til et A-landshold, siger Riddersholm.

Tidligere har FC Midtjyllands fodboldakademi leveret spillere som Simon Kjær, Winston Reid, Viktor Fischer, Jesper Juelsgård og Jonas Lössl til landsholdsopgaver. Sviatchenko og resten af de danske landsholdsspillere skal i kamp på onsdag i Aarhus, når USA er modstanderen. Søndag gælder det så fodboldstormagten fra Frankrig på udebane i Saint Etienne. 

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox