19.03.2015, 15:00 | Af: Administrator

Teknisk stærk fynbo til Akademiet

Der er tale om Næsby-talentet Nicolas Madsen, som fra sommer tørner ud i den sorte trøje på Heden. Den boldsikre midtbanespiller har skrevet under på en treårig kontrakt med FC Midtjyllands akademi. 

Nogle drømmer om at sejle jorden rundt. Andre vil allerhelst bestige de højeste bjerge i verden. Og så er der dem, som kun vil være en fodboldstjerne. Det vil Nicolas Madsen fra Næsby, og han har skrevet under på en treårig kontrakt med FC Midtjylland, således at han starter på Akademiet til sommer.

Den kreative fynbo var et interessant navn hos flere danske klubber. Fodboldmæssigt var mange af stederne spændende, men han er dog ikke i tvivl om, hvorfor han valgte netop FC Midtjyllands akademi. Specielt stemningen udenfor banen gjorde forskellen.

- Jeg var slet ikke i tvivl om mit valg, da jeg først lærte FC Midtjylland at kende. Først og fremmest, så er alle helt nede på jorden i klubben. Folk respekterer hinanden, og når man er på anlægget i Ikast, så føler man sig som en del af én stor familie, siger Nicolas Madsen.

Det hele startede i Boldklubben Marienlyst kort før Nicolas’ 4-års fødselsdag. Her gik turen dog hurtigt videre til Næsby, hvor han har spillet i efterhånden mange år. Her er han en del af en meget stærk årgang i klubben, som stort set er gået ubesejret igennem fra U13-U15.

Det var derfor også en stor beslutning, da midtbanetalentet skulle beslutte sig for at forlade de trygge rammer på Fyn, for at prøve kræfter med Akademiet i Ikast. Selv bekymrer han sig dog ikke så meget om omvæltningen.

- Det bliver selvfølgelig meget anderledes, men jeg glæder mig bare helt vildt. Jeg har været i en god klub i Næsby, men selvfølgelig er det hele mere professionelt i Midtjylland, og det allerbedste bliver at leve i et sådan elitemiljø, siger fynboen.

- Jeg kommer jo til at udleve min drøm, og det er det, jeg glæder mig mest til ved skiftet. Der er en hård konkurrencesituation, men det er kun positivt, for så skal jeg bevise, at jeg er klar til det. Og så tror jeg, at FCM kan udvikle mig både på og udenfor banen, hvilket er vigtigt.

Har sat ambitiøse mål

Den ambitiøse teknikker, som primært huserer på banens midterste pladser, har allerede nu sat sig mål for opholdet på Heden. Samtidig drømmer han stort om fodboldkarrieren på længere sigt, hvor specielt én klub trækker i ham.

- Mit mål til sommer er at etablere mig på U17-holdet. Jeg vil få så meget spilletid som muligt, og samtidig udvikle mig. Dernæst vil jeg selvfølgelig arbejde mig videre på Akademiet for at slå igennem. Senere har jeg selvfølgelig nogle store drømme, hvor Premier League nok står øverst på min liste.

- Jeg er stor Liverpool-fan, så mit drømmeskifte ville helt klart være at spille i den røde trøje en dag. Samtidig er mit store idol Steven Gerrard, som jeg beundrer meget. Han er en ægte leder, og har i mange år været en stor fodboldspiller.

Og det er måske ikke helt tilfældigt, at netop Steven Gerrard gør særligt indtryk på det fynske talent. På nogle områder kan han nemlig godt finde ligheder imellem de to spillertyper. Specielt i Liverpool-legendens yngre dage var spejlingen til at få øje på.

- For nogle år tilbage var han jo endnu bedre end nu, og han var også en noget hurtigere spiller. Hans forcer ligger i det tekniske spil, og samtidig har han et godt blik for spillet. Det er også nogle af mine største styrker som spiller. Jeg er generelt bedst i spillet med bolden, så mine udviklingsområder ligger meget i duelspillet, fortæller Odensedrengen.

Selvom drømmene er store for Nicolas Madsen, så er han ikke bleg for at sende en varm hilsen mod sin nuværende og snart forhenværende klub, Næsby. Her har en række mennesker hjulpet ham igennem udviklingen, og det er han taknemmelig for, selvom deres veje skilles til sommer.

- Teamet i Næsby med René Lindhardt, Jeppe Jensen, Sebastian Brydegaard, Thomas Jensen og Mathias Bang – dem skylder jeg helt sikkert en stor tak, for de har hjulpet mig meget på hver deres måde. Samtidig har Muskler&Led i Odense været til stor hjælp i min skadesbehandling, så dem vil jeg huske, selvom jeg snart vender næsen mod FC Midtjylland, siger den 15-årige fynbo.

En spiller med stor intelligens

Hos FC Midtjylland glæder man sig over at have sikret sig teknikeren til klubben. Samtidig ser man frem til at udvikle ham endnu mere. Akademidirektør, Flemming Broe ser et stort potentiale i midtbanespilleren, som han anser som en klog spiller.

- Han er teknisk meget velfunderet med en god førsteberøring. Hans sparketeknik er desuden meget kompetent. Derudover har han en stor force i at læse spillet godt. Den forudseenhed hjælper ham selvfølgelig meget på banen, fortæller Flemming Broe.

- Vi er spændte på at følge udviklingen på tætteste hold. En af de ting, som måske kan blive endnu bedre er afslutningerne fra distancen. Hvis man kan bygge det ovenpå, så vil han blive rigtig giftig som midtbanespiller.

Nicolas Madsen og FC Midtjylland får glæde af hinanden frem til sommeren 2018. Han vil til sommer blive en del af klubbens U17-trup, som i sidste sæson vandt det danske mesterskab.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox