21.03.2015, 19:00 | Af: Administrator

U17 fejlede i Randers

Efter en flot periode kom U17-mandskabet ned på jorden igen i lørdagens kamp. 4-1 lød cifrene i Randers-holdets favør. Første halvleg var skidt for ulvene, imens man løftede sig i kampens anden halvdel. 

En flot start på foråret med maksimum point skulle lørdag udbygges i udekampen mod Randers. På papiret et spændende jysk brag, hvor udeholdet stillede op uden en række stamspillere.

Randers-holdet kom til kampen med stor power, og første halvleg blev generelt spillet på hjemmeholdets premisser. Efter et kvarters spil kom føringsmålet, og fem minutter senere straffede kronjyderne igen midtjyderne og øgede dermed til 2-0.

Der var herefter chancer i begge ender af banen, men der blev ikke scoret yderligere i første halvleg. En skidt indsats af FC Midtjylland-holdet og et svært udgangspunkt frem mod de sidste 40 minutter.

Cirka ti minutter inde i anden halvleg blev det så 3-0, da Randers igen viste kynisme i ulvenes felt. Herefter kæmpede FCM-drengene hårdt for at komme tilbage i opgøret, og spillet og presset på Randers-holdet blev løftet et niveau.

Ti minutter før tid bragte holdets topscorer, Mikael Anderson, så en smule spænding tilbage i opgøret, da han reducerede til 3-1. Et pres kunne derfor etableres mod Randers-målet, men det blev ikke til flere reduceringer i kampens afslutning.

Derimod lykkedes det i overtiden Randers at slå det sidste søm i den midtjyske kiste, da de scorede til kampens slutresultat: 4-1. FC Midtjylland kom dermed ned på jorden igen efter den flotte forårsstart. Det var da også en skuffet cheftræner, som efterfølgende satte ord på nederlaget.

- Vi fejler i dag. Det gælder hele vejen rundt. Trænerteamet fejler på vores tilgang til kampen, hvor vi havde for lidt tiltro til vores eget koncept. Vi er hårdt ramt af afbud til kampen, og det var vi ikke gode nok til at løse, siger Svend Graversen.

- Samtidig fejler spillerne på kvalitet. Præstationen i dag er under vores standard, og derfor taber vi klart. Vi vidste på forhånd, at vi ville møde et hold, som kun spiller på omstillinger. Det var vi ikke kloge og dygtige nok til at løse i dag.

På trods af den store skuffelse over præstationen, så glæder cheftræneren sig over, at holdet i kampens anden halvdel løftede niveauet på banen. Samlet set erkender han dog, at det var et hårdt slag for midtjyderne, som altså led forårets første nederlag.

- Vi kæmper for det i anden halvleg, hvor vi er mere tro mod os selv. Vi får lagt et tryk, og det bliver mere helhjertet. Vi kæmper alt, hvad vi kan, for at komme tilbage, men det er meget svært, og det lykkes desværre ikke, fortæller Graversen.

- Vi vidste, at vi kunne få et tilbagefald efter en flot periode, men vi er skuffede over, at det blev så stort. Det er derfor meget vigtigt, at vi kigger indad. Vi var ikke dygtige og kloge nok i dag, og det er vi meget opsatte på at revanchere.

På lørdag spiller midtjyderne endnu et lokalopgør, når Silkeborg er modstanderen. Her er det vigtigt for U17-holdet, at de får vasket plettet fra lørdagens kamp af sig. Holdet skal rejse sig ved at stå endnu stærkere sammen, mener Svend Graversen.

- Vi vil have slettet det indtryk, som vi efterlod i dag. Præstationen var for dårlig, og vores skuffelse er stor. Vi står alle sammen om, at ville vise os fra vores bedste side allerede på lørdag mod Silkeborg, forsikrer han.

Kampen mod Silkeborg spilles på hjemmebane i Ikast klokken 15.00.

Kampfakta:
Randers Freja U17 – FC Midtjylland U17 4-1 (2-0)

15’ 1-0 Randers
20’ 2-0 Randers
50’ 3-0 Randers
70’ 3-1 Mikael Anderson
80+2’ 4-1 Randers

FC Midtjyllands opstilling:
Oliver Ottesen, - Malte Jürgensen, Nicolai Damkjær, Andreas Murbeck, Mads Friis, Sebastian Hairing Lodahl (50’ Victor Torp), Mads Olsen (20’ Sebastian Nielsen), Christian Tue Jensen (FCM-U15), Mikkel Jakobsen (70’ Jonathan Christensen), Sebastian Buch Jensen, Mikael Anderson

Foto: JPS Photo 2014

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox