28.03.2015, 14:52 | Af: Administrator

U17 rejste sig mod Silkeborg

Det yngste akademihold var hårdt ramt af afbud, men trak sig alligevel ud af lokalopgøret med en 3-1 sejr.

Sidste weekend bød på et tilbageslag for ellers formstærke FCM U17, da de skade- og influenzaplagede ulve tabte klart til Randers.

Både spillere og trænere var derfor opsatte på at revanchere sig mod Silkeborg, men blev aktivt modarbejdet af influenzaen, der ikke havde i sinde at slippe sit tag i truppen. Der var derfor ikke færre end seks udskiftninger i forhold til det hold, der havde vundet de to første kampe i foråret.

Hvis det gav anledning til usikkerhed, var det dog ikke til at se inde på banen, hvor FCM U17 gik til opgaven med krum hals, assisteret af en god medvind i første halvleg. Efter tyve minutters spil spillede Mads Carlson en bold i dybden til Mikkel Jakobsen, der blev bremset med ulovlige midler i Silkeborg-feltet. Mikael Anderson sendte sit 17. sæsonmål i nettet fra pletten.

Gæsterne havde svært ved at tilspille sig chancer, men blev dog farlige to gange - begge efter FCM-boldtab. Den ene gang resulterede det i en friløber, men Simon Petersen reddede flot. FCM-målmanden afløste sygdomsramte Oliver Ottesen og gjorde en stærk figur.

Første halvleg var forløbet med FCM mest på bolden, men det billede ændrede sig efter pausen. Silkeborg bragte mere fysik ind i spillet, og begyndte at vinde duellerne og andenboldene. Efter fem minutter fik gæsterne sat et godt angreb op, hvor de kom til baglinjen og fik slået en bold ind i feltet. Her stod en SIF'er klar til at møde bolden, og udlignede til 1-1.

Et boost til trætte ben
FCM var trængt og umiddelbart efter måtte en sygdomssvækket Victor Torp lade sig udskifte. Silkeborg pressede på for et føringsmål, men i stedet for skiftede kampens momentum igen.

Det skete da en nedfaldsbold faldt ned fem meter uden for Silkeborgs felt. Her stod Christian Tue Jensen klar, og U15-spilleren smadrede bolden i kassen med en firsttimer. Det var netop hvad FCM U17 trængte til, og holdet fik genvundet kontrollen med opgøret.

Det var derfor helt efter bogen at Sebastian Buch Jensen kunne cementere sejren, netop som den ordinære spilletid udløb. Mads Olsen lavede en god vending med bolden, og afleverede til Jonathan Christensen og Sebastian Hairing Lodahl, der kombinerede sig igennem gæsternes forsvar, inden bolden blev lagt af til Buch - flot opspil af de tre indskiftede spillere.

I overtiden fik Silkeborg tilkæmpet sig en stribe dødbolde, men reduceringen udeblev, og FCM kunne sætte tre fortjente point ind på tavlen.

- Vi samler os selv op efter kampen i Randers, og var igen det hold, vi kender, konstaterede Svend Graversen. FCM-trænerstaben fik samtidig bekræftet, at han har en bred trup, ikke kun målt på antal, men også på kvalitet:

- I dag stillede vi med mange førsteårsspillere, og spillere, der ikke har fået så meget spilletid, og de greb chancen og fik anbefalet sig, siger cheftræneren, der fremhævede Simon Petersen, Sebastian Nielsen og Sebastian Hairing Lodahl.

FCM U17 spiller igen om fjorten dage, når holdet besøger HB Køge lørdag 11/4 kl. 13.00. Se stillingen i U17 Ligaen her.

FC Midtjylland U17 - Silkeborg IF U17 3-1 (1-0)
20' 1-0 Mikael Anderson, strf.
45' 1-1 Thomas Santos, Silkeborg
60' 2-1 Christian Tue Jensen
80+ 3-1 Sebastian Buch Jensen

Opstilling: Simon Petersen - Malte Jürgensen, Mads Friis, Nicolai Damkjær, Sebastian Nielsen - Christian Tue Jensen [FCM U15], Victor Torp (45' Mads Olsen), Mikkel Jakobsen (60' Sebastian Hairing Lodahl) - Mikael Anderson, Sebastian Buch Jensen, Mads Carlson (70' Jonathan Christensen)

Foto: JPS Photo 2014

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox