01.03.2015, 09:38 | Af: Administrator

U19 kiksede i generalprøve

En sejr på 3-1 til Esbjerg gav FC Midtjyllands U19-hold noget at tænke over inden forårspremieren på lørdag mod AGF

U19-holdet fik en dårlig generalprøve på forårssæsonen, da det lørdag eftermiddag blev til et 1-3-nederlag til Esbjerg.

FCM U19 går ind til en forårssæson, hvor de har gode muligheder for at sikre sig et dansk mesterskab og en plads til næste års UEFA Youth League, men det kunne man ikke se på en forblæst bane i Esbjerg.

Selvom holdet havde vinden i ryggen i første halvleg, var det Esbjerg som startede kampen bedst og fik et straffespark efter bare ti minutter. Det blev ganske vist brændt, men i stedet kom Esbjerg fortjent foran 1-0 ti minutter senere.

Så fik ulvene lidt bedre gang i spillet, og efter 29 minutter udlignede Mads Thychosen efter en fin bold i dybden fra engelske Montell Moore.

Efter udligningen havde FC Midtjylland overtaget i medvinden, men det ændrede sig igen efter pausen. Bare et minut var der spillet af anden halvleg, da Kristian Dirks Riis var uheldig at lave selvmål.

Så var det oppe ad bakke i modvinden, og selvom holdet fik et par muligheder, var det Esbjerg, der havde overtaget.

Kampen blev afgjort ti minutter før tid, hvor Esbjerg gjorde det til slutresultatet 3-1 efter en omstilling.

U19-træner Kenneth Andersen var langt fra tilfreds med generalprøven:

- Det var klart en kamp, vi er utilfredse med. Vi kan se, at vi stadig har nogle udfordringer at arbejde med, og så lader vi os for let stresse af modstanderen i dag.

Kenneth Andersen fortæller, at han faktisk havde håbet på, at Esbjerg kunne presse hans drenge til det yderste i dag, men derfor kom nederlaget stadig som en skuffelse. Han tror dog stadig på, at en dårlig generalprøve kan give en god premiere mod AGF på lørdag:

- Vi fik at se, hvad der sker med os, når vi kommer under pres, og det har vi nok meget godt af.

Og hvem ved, måske kan U19-holdet kopiere Alka Superliga-holdet, som vandt 3-0 i forårspremieren over OB efter et 0-2-nederlag til Molde i generalprøven.

- Det ville være helt fint med mig, hvis vi kunne gøre det, lyder det fra Kenneth Andersen med et grin.

Esbjerg fB U19 – FC Midtjylland U19 3-1 (1-1)
21’ 1-0 Esbjerg
29’ 1-1 Mads Døhr Thychosen
46’ 2-1 Kristian Dirks Riis (selvmål)
81’ 3-1 Esbjerg

Opstilling: Rasmus BachAlexander Munksgaard, Rasmus Lauritsen, Kristian Dirks Riis, Jeppe SolgaardJonas Gemmer (64’ Alexander Nicolajsen), Gloire Rutikanga (70’ Michael Olusoji Ogungbaro), Montell Moore (80’ Rasmus Winther Johansen) – Babajide David, Mads Døhr Thychosen, Razak Adebayo Odeyemi

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox