23.04.2015, 10:42 | Af: Administrator

FCM tildelt to-årig A-licens

Der bliver også i de kommende to år spillet topfodbold på ungdomsniveau i FC Midtjylland.

FC Midtjylland har siden etableringen af Akademiet i 2004 satset stort på talentudvikling, og det vil der også blive i årene fremover.

Ulvene spiller i denne sæson med helt fremme i U19 Ligaen, hvor holdet ligger på førstepladsen, mens man i U17 Ligaen er placeret som nummer fire.

Derfor var det også et vigtigt brev, som klubben i går modtog fra DBU. Her blev FC Midtjylland nemlig tildelt en to-årig A-licens. Det er første gang, at DBU uddeler en to-årige licenser.

- I takt med, at DBU har øget kravene for at få en A-licens, er vi glade for, at vi er med i den gruppe af klubber, som har fået tildelt en to-årig licens, siger akademichef Flemming Broe.

DBU har lagt vægt på den kvalitet, der kontinuerligt har præget FC Midtjyllands talentudvikling i mange år.

- Holdt op imod det generelle niveau i de danske talentudviklingsklubber, er det gruppens opfattelse at klubben lever op til de høje krav licenssystemet stiller til klubber på A niveau, lyder det blandt andet fra DBU.

- Kvaliteten i spillermaterialet i de gældende årgange vurderes at have både den top og den bredde som efter gruppens opfattelse er påkrævet for at klare sig i ligaen på både U17 og U19 niveau. 


A-licens betyder, at FC Midtjylland i de kommende to år sikret en plads i landets bedste række i både U17 og U19-regi, og som minimum vil få mulighed for at blive indplaceret i Lokalunionens højeste U13-, U14 og U15 række ved turneringsstart i sommeren 2015/2016.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox