10.04.2015, 12:39 | Af: Administrator

Kaptajnen glæder sig til at komme i kamp

Kristian Bach Bak måtte side uden for med karantæne i Esbjerg, men søndag kan han igen komme i aktion, når modstanderen er de danske mestre fra AaB.

Han var med i Esbjerg, men fodboldstøvlerne var blevet hjemme, for et gult kort i sejren over Hobro sendte anfører Kristian Bach Bak i karantæne. Derfor måtte han se til fra tribunerne i den medrivende 3-3-forestilling.

- Det var helt vildt. Selve kampen var jo op- og nedture. Det gik lige fra perfekt til helt sort. Men kiggede man over på fansene, så var det fantastisk at se dem kampen igennem, siger Kristian Bach Bak.

- Jeg var selv ovre at hilse på dem før og efter kampen. Det var rigtig godt at se så mange i Esbjerg, og kan vi få lidt af det samme i Aalborg, så er jeg sikker på, vi tager tre point, lyder det fra kaptajnen, der ikke er i tvivl om fansenes betydning.

- Det giver 10-20 procent ekstra at se, hvor mange der følger med og hvor meget, det betyder for dem. Det giver os helt sikkert noget inde på banen.

Efter en kamppause på tre uger er Kristian Bach Bak formentlig tilbage på banen, når der søndag eftermiddag fløjtes op på Nordjyske Arena i Aalborg.

- Jeg glæder mig helt sindssygt meget. Det bliver nok lidt hårdt at komme i gang igen, men jeg er sikker på, at når kampen går i gang, så skal jeg nok være klar og komme med 120 i timen, siger Bak.

Han forventer et svært opgør, men ser også muligheder mod de danske mestre.

- Det er et svært sted at spille. De har et godt hold og et godt hjemmepublikum, og der plejer at være knald på, når vi spiller deroppe. AaB var godt kørende i deres mesterskabssæsonen, men man har set, at de har været til at slå ud i denne sæson. Det bliver på mange måder en svær kamp, men også en rigtig fed kamp, siger anføreren.

FC Midtjylland og AaB har mødt hinanden to gange i denne sæson, og holdene kommer med en sejr hver til opgøret, der har kick-off søndag klokken 17.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox