19.04.2015, 08:00 | Af: Administrator

På tærsklen til hollandsk gennembrud

Det er gået stærkt for det tidligere FCM-talent Joachim Andersen de seneste måneder, der har budt på både national hæder, debut i Æresdivisionen og flere kampe i startopstillingen for Twente.

Dåbsattesten sagde blot 17 år, da han satte kursen mod Holland og Twente. I dag er det halvandet år siden, at Joachim Andersen efter en succesfuld prøvetræning satte sin underskrift på en kontrakt med den hollandske æresdivisionsklub.

Succesfuld har den seneste periode også været for Joachim Andersen. Siden han blev skiftet ind til sin debut i Æresdivision den 26. marts, har han spillet de seneste fire kampe fra start, og i sin blot tredje kamp kom han endda på måltavlen.

- Det går super godt lige nu - lidt over forventning, vil jeg sige. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle spille så meget nu. Men det er jeg selvfølgelig super glad for, og jeg tager alle de minutter, jeg kan få, siger Joachim Andersen og afslører recepten for succesen.

- Jeg er godt disciplineret og super koncentreret i mit forsvarsspil. Det gælder om, at træneren kan stole på mig, og det gør han lige nu.

- Jeg håber, at jeg i næste sæson kan bide mig ordentligt fast og være fast mand på holdet. Det er mit mål, og så må vi se, hvad der sker. Jeg vil også gerne videre om et par år eller tre, siger den 18-årige forsvarsspiller.

Dansker-hygge i Holland
Den tidligere akademispiller har fået fuld spilletid i de seneste tre kampe, og i sidste weekends 3-1-sejr over Go Ahead Eagles dannede han midterforsvar med den danske landsholdsspiller Andreas Bjelland.

- Det fungerede meget godt. Det er dejligt at kunne snakke dansk på banen. Det er fedt at spille ved siden af så god en spiller. Det lærer man meget af, siger Joachim Andersen, der suger til sig fra den mere rutinerede Bjelland.

- Andreas var i klubben, da jeg kom, og han hjalp mig rigtig meget i starten og gør det stadig, fortæller Andersen, der i det hele taget nyder godt af de andre danskers selskab i klubben.

- Dem er jeg sammen med næsten hver dag. Jeg bor lige ved siden af Andreas (Bjelland, red.) og (Kapser, red.) Kusk, så det er dejligt at have nogen, man kan snakke dansk med og hygge sig med, siger Andersen og fortæller, at hele familien Bjelland, der også tæller Andreas’ kone og parrets to børn, var en god støtte for ham, da han ankom til tulipanlandet.

For det var lidt af en omvæltning for den dengang 17-årige forsvarsspiller at sige farvel til familie og venner og flytte fra FC Midtjyllands fodboldakademi i Ikast og rykke til et nyt og fremmed land.

- I starten var det lidt hårdt. Jeg var også skadet, så det var lidt svært. Man skulle lige vænne sig til et nyt sprog og nyt sted at være. Men folk var rigtig gode til at hjælpe mig på vej, siger Andersen, der har mærket forskel i fodboldtilværelsen i Holland sammenlignet med den, han kendte fra Danmark.

- Hernede er det mere professionelt. Folk ser det mere som et arbejde. Man kan måske godt have en tendens til i Danmark at være lidt for flinke, hvor alle er gode venner på holdet. Sådan synes jeg ikke, det er her. Man er ikke sådan venner med sine holdkammerater, som man er i Danmark, lyder det fra Joachim Andersen.

Flot national hæder
Alligevel er det lykkes forsvarstalentet at tilkæmpe sig spilletid på førsteholdet, og på det danske U19-landshold er han fast inventar. Og i sidste måned blev den gode udvikling og de mange gode præstationer på klub- og landshold så belønnet, da DBU kårede Joachim Andersen til årets U19-talent.

Dermed kom den tidligere FCM-spiller i kategori med store spillere som Jon Dahl Tomasson, Jesper Grønkjær, Morten ’Duncan’ Rasmussen og de to tidligere FCM-talenter Simon Kjær og Viktor Fischer.

- Det er selvfølgelig et skulderklap, og det viser, at det går i den rigtige retning. Det var ikke en pris, jeg havde tænkt på, så det var lidt overraskende, at jeg fik den, siger Joachim Andersen.

Selv om det er halvandet år siden, at han sagde farvel til sine akademikammerater i FC Midtjylland, så har han stadig kontakt med mange af de tidligere holdkammerater, og han følger FC Midtjylland i både Alka Superligaen og U19 Ligaen.

- Jeg ser hver kamp, FC Midtjylland spiller, så jeg følger rigtig meget med. Jeg er også inde og følge med i, hvordan det går med U19-holdet. Jeg snakker tit med nogle af drengene over FaceTime og Skype, fortæller Joachim Andersen, der for nyligt forlængede sin kontrakt med Twente til sommeren 2018.

Joachim Andersen og Twente møder i dag på udebane Utrecht.

Foto: Henrik Ole Jensen, Herning Folkeblad

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox