12.04.2015, 18:15 | Af: Administrator

Poulsen matchvinder mod AaB

Jakob Poulsen scorede begge mål i 2-1-sejren over de danske mestre. Afgørelsen faldt langt inde i overtiden.

Det bliver med garanti en god bustur hjem fra Aalborg for FC Midtjylland-spillerne. For med en scoring et godt stykke inde i dommerens tillægstid sikrede Jakob Poulsen ulvene alle tre point i aftenens opgør, da han via en AaB'er scorende sit andet mål i opgøret.

For det var nemlig også midtbanedynamoen, som i første halvleg havde bragt balance i regnskabet, efter at Thomas Enevoldsen efter 27 minutter havde bragt de danske mestre foran med en fin afslutning i det lange hjørne.

Fin var også det udlignende mål fra Jakob Poulsens højre fod. En optimistisk Izunna-dribletur endte med et frispark på kanten af feltet, og med en følt afslutningen over muren sendte Poulsen ulvene tilbage i opgøret.

En vigtig brik i kamp var også midtjydernes svenske keeper, der i flere situationer viste sit høje niveau. Men vigtigst af alt var, at gæsterne aldrig mistede troen på fuld gevinst, og fra bænken blev der også satset offensivt ved både at sende Morten 'Duncan' Rasmussen og Marcos Ureña på banen. Og det gav altså pote, da Jakob Poulsen med sit fjerde superligamål i sæsonen blev matchvinder.

Med aftenens sejr har FC Midtjylland hentet fire point på to svære udebaner. Næste gang holdet skal i kamp er i vante omgivelser på MCH Arena, hvor Silkeborg IF er modstanderen på fredag i et midtjyske lokalopgør.

Se highlights: 
https://youtu.be/21V32QtV5Tk

Alka Superligaen, runde 24:
AaB - FC Midtjylland 1-2 (1-1)
1-0 Thomas Enevoldsen 27’
1-1 Jakob Poulsen 37’
1-2 Jakob Poulsen 90’

Advarsler:
29’ Henrik Dalsgaard, AaB
50' Thomas Enevoldsen, AaB

Start-11: Johan Dahlin, Kristian Bach Bak, Patrick Banggaard, Erik Sviatchenko, Jesper Lauridsen, Tim Sparv, Izunna Uzochukwu (60’ André Rømer), Jakob Poulsen, Rilwan Hassan (72’ Morten 'Duncan' Rasmussen), Sylvester Igboun, Martin Pusic (81’ Marcos Ureña).

Bænk: Jakob Haugaard, Francis Dickoh, Frederik Møller, André Rømer, Mikkel Duelund, Marcos Ureña, Morten 'Duncan' Rasmussen.

Dommer: Lars Christoffersen

Tilskuere: 7.690

Foto: Kaj B. Kristensen / fotoøjet.dk

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox