03.04.2015, 14:01 | Af: Administrator

Rømer håber at få chancen

André Rømer er klar til at overtage for anfører Kristian Bach Bak, der er ude med karantæne i søndagens opgør mod Esbjerg.

Der bliver holdt igen med de store påskefrokoster for fodboldspillerne i FC Midtjylland. For søndag aften ruller Alka Superligaen igen efter en landskampspause.

Og en af dem, der håber på spilletid i 23. spillerunde, er André Rømer. Anfører Kristian Bach Bak afsoner nemlig karantæne, og det giver en åben plads på højre back, hvor Rømer tidligere har vikarieret for kaptajnen.

Derfor håber årets fund fra 2013 på spilletid på Blue Water Arena søndag aften.

- Nu har jeg lige været ude med en lille hjernerystelse, men jeg blev testet i dag (onsdag, red.), og det gik fint, så jeg håber, jeg bliver valgt på søndag, siger André Rømer, der i denne sæson står noteret for 18 optrædener.

- Det er selvfølgelig rigtig vigtigt at holde sig klar hele tiden. Det er svært at komme ind at præstere, hvis du sidder ude et halvt år ad gangen, så det er vigtigt at få de her kampe og mærke  tempoet, så man ikke falder i niveau, siger den tidligere akademispiller.

En startplads og to indskiftninger er det blevet til i forårssæsonen for den 21-årige allrounder.

- Man skal være klar i hovedet til at præstere, når man får chancen. Og så handler det om at være tålmodig. Det har jeg været i et stykke tid nu, og det er jeg fortsat et stykke tid endnu, og så satser jeg på, at chancen kommer på et tidspunkt, siger Rømer, der har arbejdet med den offensive del af sit spil på træningsbanen.

- Jeg har arbejdet på at komme mere med offensivt og turde lidt mere, når det kommer til den offensive del af spillet, siger Rømer.

Der er kick-off på Blue Water Arena i Esbjerg søndag klokken 19.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox