08.04.2015, 09:22 | Af: Administrator

Superligaens tophold træner i Ringkøbing

FC Midtjylland forbereder sig på Hobro-kampen i fjordbyen.

FC Midtjylland er hele regionens fodboldklub. Det sættes der streg under torsdag den 23. april, hvor Superligaens aktuelle tophold bytter de vante omgivelser på træningsanlægget i Ikast ud med Green Arena i Ringkøbing.

Den dag bliver hjemmebanen for Ringkøbing IF’s 2. divisionshold base for FC Midtjyllands normale torsdags-træning, der er led i forberedelserne til Superliga-opgøret på udebane mod Hobro IK mandag den 27. april.

Det er vigtigt for os at vise flaget i det Midt- og Vestjylland, hvor vores tilhængere kommer fra. Ringkøbing IF er med i Klubsamarbejdet og er samtidig en af landsdelens store klubber. Derfor er det oplagt, at RIF som de første får besøg af FC Midtjylland på den her måde, forklarer Hans Krabbe, der er kommunikations- og marketingdirektør i FCM.

Lars Bræmer, eventchef i Ringkøbing IF, glæder sig til at få besøg af Superligaens tophold med en perlerække af aktuelle profiler, ligatopscorere og landsholdsspillere.

- Det er et skulderklap og en anerkendelse af, at RIF er en vigtig samarbejdspartner for FCM. Samtidig er det en enestående mulighed for at vi kan tilbyde fodboldfans og sponsorer i Ringkøbing noget ud over det sædvanlige, siger Lars Bræmer.

FCM On Tour, som konceptet er døbt, åbner dørene på Green Arena ved 14-tiden. Fra 14.30 og halvanden time frem står den på koncentreret træning for Superliga-truppen. Efterfølgende bliver mulighed for at sikre sig autografer, selfies og en sludder med FCM-spillerne.

Senere vil FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm, kommerciel direktør Jacob Jørgensen og kommunikations- og marketingdirektør Hans Krabbe levere oplæg til Ringkøbing IF’s sponsorer.

- Vi får en festlig fodbolddag med masser af børn og unge fra Ringkøbing-området på stadion. Og jeg er sikker på, vi skaber en ramme, så FCM-spillerne får en både anderledes og sjov træningsdag i Ringkøbing, forsikrer Lars Bræmer.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox