29.04.2015, 21:35 | Af: Administrator

U17 i finalen i Italien

FC Midtjyllands U17-mandskab sikrede onsdag aften finalepladsen ved turneringen i Italien. Sejren blev på 2-0 hvor Andreas Murbeck og Nikolaj Kirk stod for de to scoringer. 

FC Midtjyllands U17-hold skulle onsdag aften forsøge at spille sig i finalen i den stærkt besatte turnering Toreo Nereo Rocco. Mostanderen var det italienske storhold Udinese, som i deres kvartfinale slog Deportivo Cali med 1-0.

Italienerne stillede op i en lidt overraskende 3-5-2 opstilling, og i kampens indledning skulle FCM’erne lige vænne sig til formationen, før presspillet for alvor sad, hvor det skulle. Ingen af holdene skabte dog nogle åbne chancer i kampens indledning.

Langsomt fik FC Midtjylland overtaget i kampen, men det var alligevel småt med scoringsmuligheder i kampens første halvdel. Udinese blottede sig ikke meget defensivt, og det var derfor en afslutning fra distancen fra anfører Nikolaj Kirk, som blev danskernes bedste mulighed i første halvleg.

Efter pausen åbnede kampen sig en smule mere op, og det var ulvene, som forsøgte at få hul på målbylden. Nikolaj Kirk forsøgte sig endnu en gang efter godt oplæg af Mads Olsen, men bolden sneg sig snært forbi den ene af italienernes stolper.

Et kvarter før tid faldt 1-0-målet så. Et frispark fra siden af Mads Olsen havnede for fødderne af stopperen Andreas Murbeck, og svenskeren sparkede resolut bolden i nettet til stor jubel blandt alle i Midtjylland-lejren.

Herefter forsøgte Udinese at lægge et tungere tryk på FCM-holdet, og spillet blev da også flyttet længere frem mod målet bag målmand Oliver Ottesen. De helt store chancer fik Udinese dog ikke skabt, blandt andet takket være Samson, som på italienernes indlæg var en vigtig mand for ulvene.

Til allersidst blev kampen definitivt lukket, da Victor Torp spillede anfører Kirk helt fri til en friløber mod Udinese-målet. Kirk var iskold, og efter at have afdriblet målmanden kunne han sikkert score til slutresultatet 2-0.

Efter kampen var det også en svært tilfreds U17-træner Søren Bjerg, som satte ord på den flotte indsats.

- Drengene leverer en meget flot indsats i dag, og vi vinder fortjent mod et afventende Udinese-hold. Selvom de i slutminutterne får lagt et tryk på os, så står vi stærkt imod, og over hele kampen kan der intet indvendes imod, at vi sikrer finalepladsen, fortæller Søren Bjerg.

- Inden turneringen havde vi ikke forventet, at vi kunne gå hele vejen til finalen. Selvom vi er svækket på et par pladser, så arbejder vi bare endnu hårdere sammen. Vi viser virkelig, hvilken mentalitet vi har på Akademiet, hvor alle arbejder stenhårdt og har en stor vindermentalitet. Det er det, som har bragt os så langt.

I finalen skal U17-drengene op imod brasilianske Coritiba, som i deres semifinale slog Colo Colo efter straffekonkurrence. Et hold som man også mødte i sidste års turnering, og som man forventer en hård dyst mod.

- Det er et fysisk meget kompetent hold, som vi skal møde. Samtidig er de teknisk rigtig dygtige, og de har virket meget overbevisende i turneringen, selvom de vandt deres semifinale efter straffespark. Vi glæder os helt vildt til kampen, for det er sådanne øjeblikke, som vi alle arbejder hårdt på at nå hver dag, siger Bjerg.

- Stemningen i truppen er selvfølgelig rigtig god, og jeg må bare rose hele holdet for deres indstilling og arbejdsiver. Alle kender deres roller, og vi håber selvfølgelig, at vi i år kan tage det sidste stik og vinde turneringen.

Finalen spilles torsdag aften, og du kan som altid læse om kampen her på siden.

Kampfakta:

FC Midtjylland U17 – Udinese U17 2-0 (0-0)

45’ Andreas Murbeck
60’+ Nikolaj Kirk

FCM start-11: Oliver Ottesen, Sebastian Hairing Lodahl, Andreas Murbeck, Nicolai Damkjær, Mathias Nors, Mads Olsen, Victor Torp, Nikolaj Kirk, Sebastian Buch Jensen, Mads Vang, Samson.

Ingen udskiftninger benyttet.

Foto: JPS Photo 2014

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox