02.04.2015, 21:01 | Af: Administrator

U18 fik perfekt start i Schweiz

FCM kom fra baghjul og slog mexicanske Xolos de Tijuana med 3-1 i åbningskampen ved Torneo Bellinzona. Se Davids flotte scoring.

FCM U18 vidste ikke helt, hvad de skulle op imod, da de torsdag aften løb på banen mod gruppens dark horse - mexicanske Club Tijuana Xoloitzcuintles de Caliente, i daglig tale blot Xolos.

Kuriøst nok er Tijuana-klubben opkaldt efter hunderacen Xoloitzcuintli – på dansk mexicansk hårløs hund – og den stolte skabning pryder da også klubbens logo.

Om denne omstændighed bragte FCM’erne ud af fatning, skal være usagt. I hvert fald fik ulvene en skidt start på opgøret.

Efter blot to minutter slog mexicanerne en lang bold frem mod en af deres angribere; to FCM-forsvarere gik uden held efter bolden og efterlod derved en Xolos-spiller umarkeret. Mexicanerne var ikke sene til at opfatte situationen og fik sendt bolden hen til den fri spiller, der trak mod mål og afsluttede mellem benene på Andreas Raahauge. 1-0.

Xolos viste sig  at bestå af en god blanding af fysisk stærke spillere og små vævre typer. Især de sidste voldte FCM U18 en del besvær i kampens indledning, hvor holdet havde svært ved at komme ind på livet af de fodrappe mellemamerikanere, og kom flere gange for sent i duellerne.

FCM kom dog også selv frem til muligheder, og efter et kvarters spil fik holdet sat et godt angreb op. Anders Hagelskjær strøg igennem ude på fløjen, og venstrebacken kronede sit raid med et godt indlæg. Inde i feltet strøg Sterring til vejrs og headede udligningen i nettet.

Efterfølgende havde FCM et par gode muligheder for at tage føringen ved Hagelskjær (frispark) og Frankoch (omstilling), men halvlegsstillingen forblev 1-1.

To gyldne minutter
Xolos havde i første halvleg praktiseret en simpel, men effektiv strategi, hvor de slog boldene op på en fysisk stærk spiller, hvorefter deres lette kavaleri kom susende frem og opsnappede andenboldene. Det forsøgte FCM at dæmme bedre op for i anden halvleg, men alligevel vedblev opgøret med at være en urolig affære, der bølgede frem og tilbage.

Efter ni minutters spil blev et Xolos-hjørne afvist af FCM-forsvaret, Rasmus Nissen fik fat i returbolden og sendte David afsted i en omstilling. Kantspilleren oversprintede sin direkte modstander og trak på Robben-manér ind i banen, hvor han med højrebenet sparkede FCM i front via den ene stolpe.

Minuttet efter satte FCM for alvor tommelskruerne på mexicanerne, da Mikkel Frankoch halvt med vristen, halvt med indersiden fra 30 meter lagde bolden over keeperen og ind i det lange hjørne. Et spektakulært mål af midtbanespilleren, der kort før afrejsen overtog knæskadede Michaels plads i truppen.

Xolos forsøgte at komme tilbage i kampen, men Raahauge forhindrede med en refleksredning reduceringen, og så kunne FCM notere sig tre point og et godt udgangspunkt før de to sidste kampe i puljespillet.

- Vi vinder en fortjent sejr, målt på kampens forløb og chancefordelingen. De får nogle lidt billige frispark i slutfasen, men der er aldrig optræk til panik, beretter Kenneth Andersen.

FCM’s cheftræner fortæller om optimale rammer for fodbold på grænsen til Italien. Kampen blev afviklet på det lokale stadion i byen Locarno på en god bane og med en behagelig aften-temperatur omkring de tyve grader.

FCM U18 har til turneringen fået stillet det lokale fodboldforbunds træningsanlæg til rådighed – også det er af perfekt beskaffenhed, hvilket understreges af at anlægget i 2008 blev brugt af det tyske landshold under EM-slutrunden i Schweiz og Østrig.

I puljens anden kamp spillede Inter og Slavia Prag 0-0, og dermed topper FCM tabellen før mødet med italienerne kl. 20.30 i morgen, fredag. Læs mere på turneringens hjemmeside her.

UPDATE: Billedkvaliteten lader en del tilbage at ønske, men målet fejler ikke noget - se 2-1 målet her.

FC Midtjylland U18 - Xolos de Tijuana U18 3-1 (1-1)
 2´ 0-1 Vazquez
14' 1-1 Simon Sterring (assist Anders Hagelskjær)
39' 2-1 Babajide David (assist Rasmus Nissen)
40' 3-1 Mikkel Frankoch (assist Rasmus Nissen)

Opstilling: Andreas Raahauge - Alexander Munksgaard, Rasmus Lauritsen, Rasmus Nicolaisen, Anders Hagelskjær - Gloire Rutikanga, Mikkel Frankoch, Rasmus Nissen - Mads Døhr Thychosen (52' Mikael Anderson), Babajide David (47' Alexander Nicolajsen), Simon Sterring

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox