05.04.2015, 17:50 | Af: Administrator

U18 i finalen i Schweiz

Med en 1-0 sejr over de lokale helte fra Team Ticino er FCM U18 klar til finalen ved Torneo Bellinzona. Her venter Atletico Madrid.

Det stod hurtigt klart, at det var op til FCM U18 at skabe kampen. Team Ticino stillede sig dybt på banen, og virkede tilfredse ved udsigten til måske at kunne lukrere på en omstilling eller en standardsituation.

Det gav en chancefattig første halvleg, hvor der kun var en stor scoringsmulighed. Den tilfaldt David, der dog ikke fik udnyttet muligheden. Ellers blev det ved nogle tilløb til chancer til FCM.

Selvom stillingen var uændret 0-0, havde ulvene en god fornemmelse ved halvlegen. Hodlet dominerede og defensiven stod stærkt. Trænerteamet foretog nogle småjusteringer i pausen, der primært gik ud på at komme til at spille lidt mere direkte, og få boldene ned i de små mellemrum, der trods alt var hos de kompakte schweizere.

Otte minutter efter pausen fik FCM U18 tilspillet sig et hjørnespark. Mikkel Frankoch stod for serven, og inde i feltet headede Rasmus Lauritsen bolden videre til Mads Døhr Thychosen, der sparkede bolden i kassen.

Målet tvang Ticino frem ad banen, og det gav nogle gode omstillingsmuligheder til FCM. Den største tilfaldt Simon Sterring, der dog trådte lidt i tværbolden inden han sparkede forbi den ene opstander.

Det manglende 2-0 mål gjorde slutfasen unødigt spændende, selvom Team Ticino fortsat ikke rigtig formåede at true FCM-defensiven. Alligevel fik de tilkæmpet sig en stribe frispark og hjørnespark, og det gav en urolig kamp.

I overtiden kastede schweizerne alt frem, og det var lige ved at give resultater. Deres målmand fik hovedet på et indlæg, men Raahauge plukkede køligt bolden ned, og så var der dansk jubel på stadion i Bellinzona.

- Sidste år røg vi ud i semifinalen, og det gjorde vi også ved Centenario Granate i Argentina tidligere i år, så nu *ville* vi simpelthen i den finale, griner en glad Kenneth Andersen, og konstaterer, at sejren var fuldt ud fortjent.

Finalemodstanderen skulle findes i den anden semifinale mellem Inter og Atletico Madrid. Her trak spanierne det længste strå efter straffesparkskonkurrence. 4-2 blev cifrene.

Finalen spilles kl. 20.30 i morgen, og byder på en ny udfordring for FCM, da Mads Døhr Thychosen, Rasmus Nissen og Alexander Munksgaard ikke kan være med. Ikke på grund af skader, men fordi de er udtaget til Henrik Clausens U18-landshold, der møder Rumænien på tirsdag.

FCM U18 får af samme grund for alle de tilbageværende mand, og heldigvis er der gode nyheder fra skadesfronten. Kirk og Anderson var begge blevet spilleklar til semifinalen, og det største spørgsmålstegn i truppen er pt. Rasmus Nicolaisen, der pådrog sig et slag over foden i kampen mod Slavia Prag.

Team Ticino U18 - FC Midtjylland U18 0-1 (0-0)
38' 0-1 Mads Døhr Thychosen (assist Rasmus Lauritsen)

Opstilling: Andreas Raahauge - Alexander Munksgaard, Rasmus Lauritsen, Kristian Dirks Riis, Anders Hagelskjær - Gloire Rutikanga, Mikkel Frankoch (58' Malte Jürgensen), Nikolaj Kirk (31' Rasmus Nissen) - Babajide David, Simon Sterring (52' Alexander Nicolajsen), Mads Døhr Thychosen (41' Mikael Anderson)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox