15.05.2015, 08:30 | Af: Administrator

Avanceret trawl redder BIF-tilhængere

Thyborøn-virksomhed sikrer net på MCH Arena før topopgør.

Mandag og tirsdag i næste uge kaster Thyborøn-virksomheden Nordsøtrawl sine bedste folk ind i kampen for at sikre Brøndby-tilhængerne mulighed for at følge deres mandskab i 2. pinsedags topopgør i Alka Superligaen mellem FC Midtjylland og Vestegnsklubben.

Vi skal jo nå det, som Flemming Ruby, direktør for Nordsøtrawl, stille formulerer det.

Først på ugen sætter tre af hans 18 mænd sig for at sy det store net sammen, der skal hænge ned foran udebaneafsnittet på MCH Arena. Sidst på ugen hænges det op. Og dermed kan Brøndby-supporterne støtte deres hold i kampen, der kan vise sig at være afgørende for både mesterskabet og bronzemedaljen.

Brøndby IF havde ellers i første omgang fraskrevet sig udebaneafsnittet, fordi FC Midtjylland ikke ønskede at tage udgiften på et midlertidigt net.

- Men i løbet af Kr. Himmelfartsdag gav vi det et ekstra skud. Et så vigtigt opgør uden Brøndby-tilhængere ville ikke være en værdig ramme om en topkamp i Alka Superligaen. Det hørte vi blandt andet fra vores egne tilhængere. Heldigvis var Nordsøtrawl klar til at hjælpe, selv om deres ordrebøger er fyldte. Det gode er, at nettet kan anvendes i den langsigtede løsning, vi ønsker, så vi undgår at investere i noget, vi kun bruger en gang, siger Hans Krabbe, kommunikations- og marketingdirektør i FC Midtjylland.

Nettet, der monteres i hele udebaneafsnittets bredde, er syet på Nordsøtrawls egen fabrik i Litauen. Det er fremstillet af helt nye materialer, der ikke er til at skære i, og som ikke kan antændes. Desuden sikrer design og farve, at det er nemt at se igennem.

FC Midtjylland meldte torsdag ud, at klubberne i FCM’s Klubsamarbejde stod til at få de ledige billetter i MCH Arenas udebaneafsnit, men det bliver altså ikke tilfældet.

- Vi finder i stedet en interessant kamp i den nye sæson, hvor vi inviterer klubberne i Klubsamarbejdet til fodbold på MCH,” siger Hans Krabbe.

Billetter til udebaneafsnittet sættes til salg via Brøndby IF fra fredag formiddag.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox