16.05.2015, 04:00 | Af: Administrator

Banggaard: Tilskuerne kan bære os frem

Der venter et fyldt MCH Arena til søndagens topkamp mod FC København, og det er en oplevelse, som Patrick Banggaard ser frem til.

Der er lagt op til massiv midtjysk opbakning, når FC København søndag aften kommer på besøg på Heden. Og en stærk hjemmebane kombineret med et stærkt hjemmepublikum kan blive afgørende, mener Patrick Banggaard.

- Der bliver udsolgt på stadion, og forhåbentlig bakker tilskuerne os op. De kan være med til at bære os frem, så jeg er sikker på, det bliver en kanonfed oplevelse, som vi glæder os meget til, siger forsvarstalentet til FCM TV.

Ulvene har hentet 14 sejre i træk hjemme på MCH Arena, og jagter dermed den 15. hjemmesejr i stribe i duellen mod løverne.

- Lige nu er vi godt kørende på hjemmebane, så vi skal egentlig ud at fortsætte med det spil, som vi plejer at spille på hjemmebane. Vi skal ud og lægge tryk på dem, siger Patrick Banggaard, der har været i startopstilling i de seneste tre kampe.

Se hele interviewet med Banggaard på FCM TV her.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox