04.05.2015, 05:00 | Af: Administrator

Fankoordinatorens blog: Awaykort - hvad er nu det?

Jeg vil i denne blog kigge på debatten vedrørende awaykortet, som Divisionsforeningen gerne vil have indført fra starten af den kommende sæson.

Foråret har meldt sin ankomst, og det er svært ikke at smile lidt for sig selv, hver gang man bliver mindet om den aktuelle stilling i Alka Superligaen. Desværre er det hele ikke ren idyl, hvilket de fleste nok registrerede i forbindelse med seneste hjemmekamp mod Silkeborg og igen i forbindelse med mandagens opgør i Hobro.

Begge opgør blev indledt med 15 minutters stilhed fra vores mest aktive fans, men hvordan kan det egentlig være? Jeg vil i denne blog tage et kig på årsagen til protesterne - nemlig hele debatten vedrørende awaykortet, som Divisionsforeningen gerne vil have indført fra starten af den kommende sæson.

Divisionsforeningen offentliggjorde tilbage i februar, at de nu var klar til at indføre et nationalt awaykort. Det betyder i korte træk, at man som FC Midtjylland-fan skal besidde et ID-kort udstedt af klubben, såfremt man ønsker at  komme ind på udebaneafsnittet, når Hedens Drenge drager ud i landet.

Hvorfor er det så slemt, vil nogle nok spørge sig selv nu, for hvis man intet har at skjule, hvad har man så at frygte? Danske Fodbold Fanklubber (DFF) har kæmpet en hård kamp siden februar, hvor nyheden om kortet kom ud, for at råbe klubberne op, da DFF ikke mener, kortet vil have nogen gavnlig effekt i forhold til sikkerheden, som ellers er Divisionsforeningens sigte med kortet.

Der er fløjet mange påstande og argumenter henover bordet i de seneste måneder fra begge lejre, hvilket til tider har været svært at finde hoved og hale i, men jeg vil forsøge at argumenterne kort op, således I alle kan få et let overblik;

Divisionsforeningen har to mål med kortet;
- Større sikkerhed på de danske stadions
- De, der har karantæne, skal ikke kunne komme ind på udebane

DFF, derimod, har argumenteret for følgende;
- Med 19 anholdelser ud af 1.570.027 tilskuere i 13/14-sæsonen findes der ingen reel sikkerhedsrisiko ved at gå til fodbold i Danmark
- Det vil blive besværligt for den almene fan at komme til fodbold, da man ikke bare impulsivt kan tage naboen/kæresten/børnene med til udekamp, med mindre de har ladet sig registrere i god tid inden kampen (op mod én uge)
- Erfaringerne fra udlandet (Italien, Belgien, Ungarn, Tyrkiet) viser, at kortet resulterer i færre tilskuere, men et stort set uændret omfang af ballade i forbindelse med kampene.

Forholdet mellem de to parter har det meste af vejen været så koldt og distanceret, at vores eget forhold til Viborg FF til sammenligning har fremstået som nært og venskabeligt. Denne distance har besværliggjort en løsningsorienteret dialog, hvor DFF har følt sig kørt ud på et sidespor, hvilket har ført til de hårdere forhandlingsmetoder, vi ser fremført rundt om på de danske stadions i øjeblikket. Men hvorfor er det egentlig i det hele taget nødvendigt for Black Wolves, Ultras Midtjylland og Midtjylland Ungdom at markere sin utilfredshed? Og så lige nøjagtig, når det går allerbedst for klubben på banen?

Nogle gange møder man sager, der er større end den øjeblikkelige situation, man befinder sig i. I det perspektiv har jeg den største forståelse for de aktioner, der har været iværksat, om end det var frygteligt at opleve MCH Arena i larmende stilhed, der vist kun er oplevet værre, da Cristian Bolaños sænkede os for et lille års tid siden med et mål til 3-2, der samtidig gjorde AaB til danske mestre - det kan samtlige tilskuere fra Silkeborg-kampen vist skrive under på.

Det ville dog ikke være nogen sag at tie stille, hvis man befandt sig på en - mere eller mindre - ligegyldig 7. plads, men det vækker opsigt og aftvinger respekt, at man står så fast på sine principper og kæmper så indædt for sin sag, at man ikke lader sig forblinde af den nuværende succes på banen. Selvfølgelig ville vi allerhelst fra klubbens side, at der slet ikke skulle være noget stemningsboycut, da ideen om - og behovet for - awaykortet ikke er skabt i Midtjylland, som Hans Krabbe udtalte til DR Sporten d. 17. april, men vi forstår protesterne til fulde.

Heldigvis fornemmer jeg en begyndende opblødning i dialogen mellem fansene og klubberne rundt om i landet, så der forhåbentligt ikke bliver behov for flere protestaktioner magen til dem, vi har været vidne til, men der er stadig lang vej, inden nogle som helst er i mål. Det er et langt, sejt træk der endnu resterer, før parterne - om alt går vel - finder hinanden, men der skal ikke herske tvivl om, at vi i FC Midtjylland gerne vil lytte til vores fans og inddrage dem så meget, som det overhovedet er muligt. Jeg bliver i hvert fald ikke overrasket, hvis det sidste kapitel i denne konflikt endnu ikke er skrevet.

Morgendagens kamp mod Randers vil ikke være omfattet af protester, så jeg vil gerne opfordre alle til at give fuld skrue kampen igennem, for at give spillerne den bedst mulige hjælp på vejen mod tre point. Det lyder som en kliché, men det er NU, det gælder! Vi har utallige gange bevist, at vi er bedst, når vi står sammen på og udenfor banen - forhåbentligt får Randers det at mærke igen i morgen!

Med håbet om en god kamp,
Peter Ross

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox