24.05.2015, 16:00 | Af: Administrator

Fankoordinatorens blog: Endeligt!

Aldrig har jeg oplevet MCH Arena som helhed være SÅ klar til en kamp. Uanset hvor jeg kiggede hen, var der forventningsfyldte ansigter og positive tilråb.

Jeg har på disse linjer ofte sparket lidt til jer, der gæster MCH Arena - dels for at være for lavmælte og stillesiddende, og dels for ikke at bakke nok op om spillerne, når det virkelig brænder på på banen.

Ovenpå hjemmekampen mod FC København må jeg heldigvis trække de positive ord frem fra skuffen og sprede godt ud af dem!

For hold nu k..., hvor var I gode i søndags! At mærke den elektriske stemning, da jeg entreerede stadion 40 minutter før kampen, og se den fyldte CC Contractor-tribune, fik de små hår på armene til at rejse sig.

Aldrig har jeg oplevet MCH Arena som helhed være SÅ klar til en kamp - uanset hvor jeg kiggede hen, var der forventningsfyldte ansigter og positive tilråb. Luften var mættet af spænding, men med en helt særlig karakter, som jeg ikke før har mærket på MCH Arena - tidligere har stemningen mest været præget af nervøsitet, når vi stod foran de store kampe, men jeg fornemmede en helt anden selvtillid og tro på tingene i søndags. Jeg er helt sikker på, det smittede af på spillerne nede på banen, der på fornemmeste vis kvitterede for den støtte, de blev mødt af både under opvarmningen og kampen.

Det var forhåbentligt også startskuddet til en ny æra i FC Midtjylland, vi alle var vidner til. En ny tid med større selvtillid på og udenfor banen, mere stolthed på lægterne og en mere medlevende fankultur. Jeg ved godt, kampen var helt speciel, og atmosfæren næsten skabte sig selv, men det var ret fedt at opleve, ikk'?

Hvem kunne ikke godt tænke sig, at stadion ville koge sådan hver gang - eller i hvert fald til de store kampe, der kommer på stribe i den kommende sæson, når Viborg og AGF vender tilbage til Alka Superligaen? Jeg håber, I alle fik en enorm oplevelse ud af kampen, som har indprentet sig hos jer alle, og som I vil tænke tilbage på flere gange i de kommende måneder. Personligt har jeg allerede dagdrømt en god håndfuld gange i de seneste dage, både med flashbacks til søndagens kamp og frem mod søndag d. 7/6, hvor vi får guldet overrakt efter sidste runde.

Man skal dog som bekendt ikke hvile for længe på laurbærrene, og allerede på mandag melder endnu en storkamp sig, når Brøndby IF kigger forbi. MCH Arena er udsolgt, så grundlaget for endnu en fest er til stede, men det bliver det kun, såfremt vi alle er lige så opsatte, som tilfældet var mod FCK. Brøndby er ude for at jagte bronzemedaljer, mens vi har en helt unik hjemmebane-statistik at forsvare.

At kunne tage 17 sejre i 17 hjemmekampe vil være en rekord, der med al sandsynlighed aldrig vil blive tangeret eller slået - det er en rekord, jeg ved, Glen Riddersholm meget gerne vil have fingre i, så skulle vi ikke hjælpe ham og spillerne lidt på vej? Der venter en stor mundfuld i form af de 1100 Brøndby-fans, der forventes på plads, så vi kommer ikke sovende til succesen, men med en dedikeret indsats magen til den, vi i fællesskab leverede mod FC København, skal selv den blå-gule mur også nok blive nedkæmpet i sådan en grad, at de ville ønske, de hverken havde fået deres net hængt op eller billetsalget genåbnet.

Jeg håber, at opleve MCH Arena fra sin bedste side, så vi kan understrege overfor hinanden, spillerne og ikke mindst omverdenen, at FCK-kampen ikke bare var en engangsforestilling - men at vi reelt er langtidsholdbare, både på og udenfor banen.

Med ønsket om en god kamp,
Peter Ross

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox