23.05.2015, 19:22 | Af: Administrator

FC Midtjyllands U19 er danske mestre

Med en sejr på 3-1 over nærmeste konkurrent fra FC Nordsjælland sikrede FCM’s U19-hold lørdag det danske mesterskab. Holdet er nu elleve point foran Farum-klubben med to kampe tilbage. 

FC Midtjylland skulle her til eftermiddag forsøge at sikre sig det danske mesterskab i U19-ligaen, da FC Nordsjælland kom på besøg. Farum-holdet er netop rækkens nummer to, og ulvene kunne med et enkelt point endegyldigt sætte tingene på plads.

Det startede skidt for førerholdet, da FC Nordsjælland allerede efter fem minutter fangede en bold i opbygningsfasen, og kort efter stod der 1-0 til gæsterne efter et indlæg. En ærgerlig start på opgøret for FCM’erne, som dog ikke så ud til at lade sig påvirke synderligt.

Man åd sig nemlig hurtigt ind i kampen, og efter 20 minutter pegede dommeren på pletten, efter at Mads Døhr Thychosen blev nedlagt i feltet. Straffespark, og den mulighed missede Gloire Rutikanga ikke, og han omsætte stensikkert spillet største chance til mål.

Generelt var det en lige fodboldkamp, hvor FC Nordsjælland var mest på bolden, og hvor FC Midtjylland spillede sig en smule hurtigere frem til chancerne. Der blev trods gode forsøg fra begge sider ikke scoret mere inden kampen, og stillingen var derfor 0-0 efter de første 45 minutter.

Anden halvleg lignede på flere måder den første, men gæsterne sad endnu mere på bolden, da FCM’erne ikke kunne holde det hårde pres, som blev praktiseret i første halvleg. Nordsjællænderne blev dog ikke rigtig farlige så tit, og hjemmeholdet stod stærkt og solidt på banen.

Man skulle helt hen til 13 minutter før tid, før kampen fandt sin afgørelse. Rasmus Nicolaisen brød ud af bagkæden og spillede herefter Razak Adebeyo Odeyemi helt fri til friløber. Her svigtede angriberen ikke, og så lignede det for alvor guld til de midtjyske talenter.

To minutter senere cementerede Babajide David sejren, da han scorede på Razaks oplæg efter endnu en omstilling, og jublen kunne derfor bryde ud på Wunderelf Arena i Ikast. Holdet er nemlig nu 11 point foran FC Nordsjælland med to runder tilbage, og kan ikke længere indhentes i tabellen.

- Jeg er superstolt af drengene, for vi har leveret en meget flot sæson. Når man står med 11 point ned til nummer to, så kan ikke røre ved, at vi er fortjente danske mestre. Vi havde sat os det mål, at vi vinde det hele, og derfor er det meget tilfredsstillende, at vi lykkes med det, siger cheftræner Kenneth Andersen.

- I dag møder vi et rigtig godt hold, og de var dygtige på bolden. Vi er glade for, at vi kan få afgjort tingene, og at det sker imod vores største konkurrent henover sæsonen, det er selvfølgelig ekstra specielt. Lige nu er vi bare utrolig glade for sejren og mesterskabet.

Set over hele sæsonen er cheftræneren ikke i tvivl om, at stabiliteten har været en afgørende faktor for, at mesterskabet havnede på Heden. Samtidig glæder han sig over, at holdet hele vejen igennem har været i stand til at fokusere på den næste opgave.

- Vi har virkelig holdt vores ’standard of performance’ som vi skrev ned sammen inden sæsonen. Selvom vi har haft et ambitiøst mål, så har vi kun fokuseret på næste kamp, og det betyder altså, at vi har hentet rigtig mange point over hele sæsonen, siger en glad Kenneth Andersen.

- Samtidig skal der lyde stor ros til hele truppen, som har vist sig meget bred. Selv når vi har skiftet ud, så har vi haft høj kvalitet hele vejen rundt, og det er alle mands fortjeneste. Det er også et område, hvor vi har skilt os ud fra konkurrenterne.

FC Midtjylland kan dermed notere det andet mesterskab på blot tre dage, efter at Superligamandskabet sikrede sig titlen i torsdag.

Kampfakta:

FC Midtjylland U19 – FC Nordsjælland U19 3-1 (1-1)

5’ 0-1 Souheib, FC Nordsjælland
20’ 1-1 Gloire Rutikanga (straffe) – begået mod Mads Døhr Thychosen
77’ 2-1 Razak Adebayo Odeyemi – assist Rasmus Nicolaisen
79’ 3-1 Babajide David – assist Razak Adebayo Odeyemi

FCM start-11:

Rasmus Bach, Alexander Munksgaard, Rasmus Lauritsen, Rasmus Nicolaisen, Rasmus Nissen, Jonas Gemmer (79’ Kristian Dirks Riis), Mikkel Frankoch, Gloire Rutikanga, Mads Døhr Thychosen (76’ Alexander Nicolajsen), Babajide David, Razak Adebayo Odeyemi(85’ Simon Sterring). 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox