12.05.2015, 10:12 | Af: Administrator

FCM-frivillig hyldes for sin indsats

Flemming Rasmussen er blevet tildelt Bravo tours frivilligpris for sin store indsats som frivillig hos FCM’s U14-hold. En hæder som hovedpersonen selv er stolt over. 

At de frivillige gør et uvurderligt stykke arbejde i FC Midtjylland kan næppe være en overraskelse for mange, som kender til klubben. Det store stykke håndværk som lægges i klubben, er med til at skabe fundamentet for succes hos hele regionens hold.

Nu er en af FC Midtjyllands frivillige også blevet hyldet på individuelt niveau, selvom ordet vel i virkeligheden passer meget dårligt på Flemming Rasmussen, som i den grad yder et enormt arbejde for kollektivet og sammenholdet. Det har han i øvrigt gjort i 16 år.

Flemming har vundet Bravo Tours frivilligvis, som ’gives til en passioneret frivillig, som med en ekstra indsats sikrer, at andre medlemmer får en ekstraordinær idræts- og foreningsoplevelse’. Det var på baggrund af følgende ord, som fulgte med nomineringen af Flemming Rasmussen, at prisen blev uddelt.

”Flemming er frivillig holdleder på FCM's U14 hold.

Men ordet "holdleder" er ikke i nærheden af at være passende for Flemming, uden at nedgøre ordet/opgavebetegnelsen. Flemming er meget mere end det. Han har altid styr på alle de praktiske ting og organiserer helt fantastisk.

Vigtigst og allermest imponerende er dog Flemmings menneskelige egenskaber. Han behandler, omgås og opdrager vores unge fodboldspillere på en sin helt egen pædagogiske måde. Derfor er han yderst vellidt blandt spillere og forældre, som værdsætter hans altid smilende og imødekommendevæsen. For os trænere er Flemming en inspirationskilde.

Han er den type menneske, som kan tage trykket af sine kollegaer, når de er frustreret eller pressede. Han gør det med et lyttende øre, kommer med gode råd og skaber en bedre trivsel med sin blotte tilstedeværelse. Kort fortalt er Flemming Rasmussen en person, som i den grad har fortjent en anerkendelse for den han er. Derfor indstiller vi vores "Teammanager."

Selv er prisvinderen ydmyg, men fortæller samtidig at det er en stor tilfredsstillelse at vinde en pris for hans arbejde.

- Jeg er beæret og overrasket over at vinde denne pris. Samtidig skal det siges, at det ikke er noget, jeg behøver, for jeg elsker at lave, det jeg gør. Det tager meget tid at være frivillig, men det er et dejligt miljø med både sejre og nederlag, og man møder mange glade mennesker, fortæller Flemming Rasmussen.

- Det kunne lige så godt have været en af de mange andre, som vandt prisen. Jeg synes det er meget positivt, at Bravo Tours uddeler den, for det sætter fokus på det enormt vigtige arbejde, som mange frivillige varetager.

Med prisen følger et rejsegavekort på 10.000 kr. Selv er hovedpersonen ikke i tvivl om, hvordan præmien skal bruges. Der er nemlig visse ting, som bliver forsømt, når man som han, bruger så meget tid i en fodboldklub.

- Min kone lider selvfølgelig et afsavn, når jeg lægger så mange timer i fodbolden. Jeg får nok ikke ordnet haven og andre praktiske ting helt så meget, som mange andre gør. Derfor skal hun have lov at bestemme, hvor gavekortet skal bruges, slutter holdlederen.

Flemming Rasmussen har været i FCM-regi i ca. syv år, hvor det altså før hed Herning Fremad i omkring ti år.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox