18.05.2015, 10:54 | Af: Administrator

[FCM TV] Ingen gummiben hos Guld-Glen

En Glen Riddersholm med guldben sætter punktum for al snak om gummiben og dedikerer guldet til FCM-fansene og folkene omkring klubben.

- Det med gummiben er jo noget, omgivelserne har forsøgt at skubbe på os.

Glen Riddersholm og FC Midtjylland har netop besejret F.C. København og dermed reelt set sikret sig mesterskabet. Dermed fik midtjyderne manet al mediesnak om gummiben til jorden. De kom aldrig.

- Ret tidligt i dette forår kunne vi se, at konkurrenterne ikke kunne holde vand, fortsætter cheftræner Riddersholm.

- Vi kunne gøre det, vi havde sagt på forhånd, vi ville, nemlig øge til konkurrenterne. Det med gummibenene var noget, vores konkurrenter fik og ikke os selv. Vi har været helt forrygende og stabile. 21 sejre, fire uafgjorte og fire nederlag. Og når man så samtidig ser på, at vi - i 29 kampe - ikke har stillet med det samme hold to gange i streg, så gør det jo præstationen ekstraordinært stor, lyder det fra en stolt cheftræner.

Fansenes mesterskab
Et mesterskab på midtjyske hænder er en kulmination på flere års stærkt arbejde af fans, frivillige og folk i og omkring FC Midtjylland, hvilket igen og igen har bragt FCM så tæt på. Men nu er det ikke længere kun tæt på. Nu er det virkelighed.

- Det er et stort øjeblik at stå her. For selvfølgelig er vi danske mestre. Det smager godt i munden. Men samtidig er det også et fantastisk punktum for mange af de ting, som vores fantastiske fans har været igennem. Vi har haft mange nedture, og vi har været lige ved og næsten så mange gange, og nu vil jeg da gerne, på holdets vegne, dedikere denne sejr til vores fans, siger Riddersholm og fortsætter:

- Jeg vil også dedikere den til de visionære mennesker, der satte sig ned i 1999. Folk som Johnny Rune og Steen Hessel, der, sammen med Ove Pedersen og Jens Ørgaard, skabte fundamentet for dét, vi står på i dag. Der er også alle de fanstastiske frivillige, som hver eneste weekend hjælper med, at vi kan arrangere de her kampe.

Bæredygtig kultur
Trods FC Midtjyllands forholdsvis unge alder, så mener Glen Riddersholm, at fundamentet er stærkt i det midtjyske. Cheftræneren tror på flere titler i fremtiden

- Hvad er vi? 16 år? Og det var det første trofæ - forhåbentlig ét af mange. Det føler jeg mig ret overbevist om. Vi står på et godt fundament. Vi har skabt en stærk kultur, som ikke kun står på den korte bane, men som er skabt over mange år. Derfor skal vi huske at hylde alle dem, der har været en del af FC Midtjylland, for de fortjener lige så meget en del af cadeauen. Det er en stor bedrift, og der er rigtig mange, der har aktier i den.

SE HELE INTERVIEWET MED Glen Riddersholm PÅ FCM TV [KLIK HER]

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox