17.05.2015, 22:54 | Af: Administrator

[FCM TV] Sisto: Kunne ikke være bedre

Offensivspilleren fik en flot modtagelse i sit comeback, og han kvitterede med en afgørende rolle.

En drilsk skade i lysken er et overstået kapitel for Pione Sisto. Søndag aften blev han indskiftet og fik dermed comeback i "guldkampen" mod F.C. København, og hvilket comeback det blev.

Den unge offensivspiller fik en yderst afgørende rolle, da han lagde op til André Rømers 1-0-scoring, inden han selv lukkede opgøret til 2-0 kort efter.

- Det er helt vildt. Vi er så tæt på mesterskabet, og vi kan sådan set godt fejre det, hvis du spørger mig, siger Pione Sisto, der nød at være tilbage.

- At få sådan et comeback og blive taget så godt imod af fansene, som jeg gjorde... Det kunne ikke være bedre.

Efter flere måneder med genoptræning er Sisto stadig et stykke fra topniveauet, men formen er godt på vej, forsikrer han.

- Fysisk vil jeg sige, at jeg har det rigtig fint. Jeg synes, vi har gjort et rigtig godt stykke arbejde med den her skade. Men der er stadig nogle procenter at gå på, og det handler om, at jeg får den rette træningsmængde for hele tiden at kunne løfte mig selv, lyder det fra Pione Sisto.

Den vævre kantspiller var en markant skikkelse i FC Midtjyllands stærke efterår og blev kåret til Årets Profil i Superligaen. At sidde ude hele foråret, alt imens holdkammeraterne har stormet mod mesterskabet, har ikke været let.

- Det at være skadet er aldrig sjovt, og det har det heller ikke været for mig. Så det har selvfølgelig været svært, men man må tackle det bedst muligt, og jeg synes, at det er gået fint, slutter Tjørring-knægten.

VIL DU SE HELE INTERVIEWET MED Pione Sisto? KLIK HER!

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox