04.05.2015, 04:36 | Af: Administrator

Fodboldspillere skal være mentorer

De er vant til at modtage gode råd på fodboldbanen, men nu skal Jakob Haugaard og Eyjolfur Hedinsson selv give gode råd uden for grønsværen, når de er med i en mentorordning, som er et samarbejde mellem FC Midtjylland og Herning Kommune.

Det er ikke et nyt fænomen, at rutinerede fodboldspillere fungerer som mentorer for unge talentfulde spillere, men det er mere atypisk, at fodboldspillere fungerer som mentorer for unge kontanthjælpsmodtagere.

Men det er faktisk, hvad samarbejdet mellem FC Midtjylland og Ungeenheden i Herning Kommune går ud på. I en mentorordning skal Jakob Haugaard og Eyjolfur Hedinsson fungere som mentorer for to lokale unge.

- Det er en spændende vinkel, at superligaspillere skal være rollemodeller for vores unge. De unge mennesker, som vi arbejder med i Ungeenheden har potentialet, men de har brug for at blive motiveret til at komme i uddannelse, forklarer Manja Tilly.

Hun er gruppeleder ved Ungeenheden i Herning Kommune og er sammen med FC Midtjyllands mentale coach Rene Petersen fik hun sidste år stablet projektet på benene, og det succesfulde samarbejde fortsætter altså i år.

Dejlig følelse at han vil hjælpe
En af dem, der får glæde af projektet, er 22-årige Patrick Hansen, der får tilknyttet Jakob Haugaard som mentor.

- Det har været spændende at møde ham, og jeg har allerede fået andre tanker i hovedet. Han skal nok kunne hjælpe mig, mener Patrick Hansen.

- I den samtale, vi har haft, kunne man mærke, at han gerne vil hjælpe mig, og det er bare en dejlig følelse at vide, at der er en person, som vil gøre alt for at hjælpe en, siger Patrick Hansen.

Og Jakob Haugaard, der modsat Eyjolfur Hedinsson er ny i ordningen, går motiveret til opgaven.

Nysgerirg på sig selv
- Det lyder super spændende, og det kunne være fedt at prøve, om jeg kan bridrage med at give noget af mig selv til en, som har brug for det, siger Haugaard, der også forudser personlig udvikling ved samarbejdet.

- Jeg har en forhåbning om, at jeg finder ud af mere om mig selv, og om jeg er i stand til at dele ud af nogle af mine erfaring. Jeg håber, det kan bidrage positivt til Patricks udvikling, siger Jakob Haugaard.

- Jeg håber at være med til at guide ham i den retning, han gerne vil. Det er afgørende, at vi bevæger os ud af hans sti, og at jeg følger med der. Jeg håber, jeg kan give ham nogle ideer og hjælpe ham ed at sortere i de ting, han siger, så vi finder frem til, hvad han gerne vil.

Det første, de sammen skal i gang med, er at lave en masterplan, præcis som alle fodboldspillerne i FC Midtjylland også operer med. I sidste ende er målet med projektet, at de unge kommer i gang med en uddannelse og fastholder den.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox