18.05.2015, 14:04 | Af: Administrator

Første matchbold til U19

Superligaholdet viste vejen i søndags, og tirsdag aften kan U19 holdet sikre sig det danske mesterskab med en sejr over Vejle.

U19-holdet vandt i lørdags med 3-0 over Brøndby og har ligesom Superligaholdet gjort rent bord på hjemmebane – otte kampe, otte sejre lyder statistikken før Vejles besøg på tirsdag.

Tager FCM U19 her den niende sejr, vil de ikke længere kunne hentes af FC Nordsjælland, og derved vil der kun være æren på spil, når Farumklubben kommer på besøg den kommende lørdag.

For Kenneth Andersen og spillertruppen er fokus dog udelukkende på kampen mod Vejle. Den østjydske traditionsklub indtager en 10. plads i U19 Ligaen, men tankede selvtillid ved at besejre AaB med 3-2 i weekenden.

- Vi har respekt for Vejle, der vel ikke helt har fået de resultater, deres spil har berettiget til. Ligesom os vil de gerne udvikle deres spillere – de skal ikke bare stå og kigge på, at de andre har bolden, men selv skabe kampene. Det giver som regel noget seværdig fodbold, og jeg tror vi får en livlig kamp, ligesom i vores første møde i sæsonen (4-3 sejr til FCM i Vejle, red.), lyder det fra cheftræneren.

- Vi fokuserer på os selv, lige som vi har gjort hele sæsonen, og går efter at afgøre det på den første matchbold. Vi har holdt nullet i de tre seneste hjemmekampe, og det giver en masse tryghed, fordi vi samtidig er så stærke i det offensive, fortæller Andersen..

Gloire Rutikanga modtog mod Brøndby sæsonens tredje gult kort, og det udløser en enkelt karantænedag til midtbanespilleren. Han afløser Rasmus Nicolaisen i straffeboksen – midterforsvareren er atter klar og ventes at returnere til i startopstillingen igen.

Skadesituationen har ikke ændret sig nævneværdigt siden kampen mod Brøndby, og der er størst spørgsmålstegn ved Razak og ex-vejlenseren Mads Døhr Thychosen, der begge testes mandag eftermiddag.

Opgøret fløjtes i gang tirsdag kl 18.30 på Wunderelf Arena (tidligere Ikast Stadion), og der som altid fri adgang, så tag turen til Ikast og støt drengene i jagten på mesterskabet!

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox