19.05.2015, 07:23 | Af: Administrator

Hurtig venstrekant på akademikontrakt

Jonathan Dahl Bagger har spillet i Ølstykke og AB, og nu er han klar til at kæmpe for fodbolddrømmen hos FC Midtjyllands fodboldakademi. Den lynhurtige offensivspiller håber på at slå igennem hos Superligaens førerhold og drømmer om udlandet.  

Endnu en spændende spiller er nu sikret en plads på FC Midtjyllands fodboldakademi efter sommerferien. Jonathan Dahl Bagger fra årgang 2000 har skrevet en treårig kontrakt, og han vil ligesom de andre spillere i sin årgang starte på Idrætsefterskolen i Ikast til august.

Til dagligt spiller Bagger hos Gladsaxeklubben AB, hvor han har optrådt i ca. halvandet år. Før AB har hele fodboldopdragelsen foregået i en anden sjællandsk klub, nemlig Ølstykke. Selv er Jonathan ikke i tvivl om, hvorfor valget faldt på FCM.

- Da jeg besøgte klubben, fik jeg et virkelig godt indtryk. FCM tror på unge spillere, og der investeres rigtig meget i talentarbejdet. Klubben virker meget tiltalende, og det er også grunden til, at jeg valgte at tage til Jylland frem for en af de sjællandske klubber, fortæller Bagger.

- Jeg er utrolig glad for at skifte til et så stærkt elitemiljø. AB er også en god klub, men selvfølgelig bliver det noget andet – også fordi det er langt væk hjemmefra. Men jeg glæder mig til udfordringen og til at blive en bedre fodboldspiller.

På banen optræder Jonathan på venstrekanten, hvor hans gode venstreben og hurtighed gør ham til en gennembrudsfarlig spiller. Han kan også spille på andre offensive pladser, blandt andet 10’er positionen bag den forreste angriber.

Han har med skiftet til FC Midtjylland sat sig nogle klare mål for fremtiden, og han vil gå benhårdt efter at indfri dem. Til at starte med handler det om, at han vil vise sit værd i ungdomsrækkerne i FC Midtjylland, så han kan tage de næste skridt.

- Jeg drømmer selvfølgelig om at spille i min favoritklub, Chelsea. Jeg ser meget op til Eden Hazard, og jeg er stort beundrer af hans måde at skabe farlige situationer. Det er nok den ultimative drøm, hvis jeg en dag skulle blive så god, siger hurtigløberen.

- Men nu handler det om, at jeg skal blive så god som muligt, hvor jeg er. Jeg har en masse ting, som jeg skal arbejde på, og så vil jeg hele tiden vise mig mere og mere frem hos FCM. Jeg er sikker på, at hvis jeg arbejder hårdt for tingene, så er chancerne også bedre for at lykkes.

Langt væk hjemmefra

Det er en ubekymret stemme, som fortæller om tankerne ved at flytte væk fra alt det velkendte på Sjælland, til et liv som er tilrettelagt efter fodbold og skole. Venstrekanten har dog gjort sig sine tanker om skiftet, hvor han nu ikke ser familien så tit som før.

- Jeg har da overvejet, at det kan blive hårdt i starten. Jeg tror dog, at jeg hurtigt får mange nye venner i Jylland, og det skal nok gå hurtigt med at falde til. Det kan blive en ny, frisk start at komme til FCM, og jeg er sikker på, at jeg har taget det helt rigtige valg, fortæller Jonathan Dahl Bagger.

Han er ikke et sekund i tvivl om, hvem der har betydet allermest for hans hidtidige fodboldudvikling. Der er nemlig specielt én, som har været der hele vejen igennem, når det har handlet om fodbold.

- Min far har været min træner, da jeg var mindre. Han var en stor støtte, og det er han selvfølgelig stadig. Han har altid lært mig at kæmpe for tingene, og det var også hans skyld, at jeg startede til fodbold i sin tid, siger Jonathan Dahl Bagger.

Også hos FC Midtjylland glæder man til samarbejdet med den hurtige offensivspiller. Man tror på, at man i et stærkt elitemiljø med mange træningspas, vil kunne flytte Jonathan Dahl Bagger rigtig langt på fodboldbanen. Akademidirektør, Flemming Broe, er specielt glad for sjællænderens fart i fødderne.

- Jonathan er en hurtig spiller, som samtidig har et godt flow med bolden. Hans venstreben er rigtig godt indstillet, og så har han en god forståelse af spillet. Det er alt i alt en meget interessant spiller, som vi glæder os til at arbejde med på Akademiet, fortæller Flemming Broe.

- Han skal selvfølgelig vænne sig til at flytte hjemmefra, og det kræver altid lidt tilvænning. Vi tror på, at Jonathan kan udvikle sig rigtig meget hos os.

Jonathans Dahl Bagger og FC Midtjylland har lavet en aftale som løber tre år.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox