29.05.2015, 10:36 | Af: Administrator

U17 møder Horsens på udebane

Kravet er en sejr mod rækkens sidsteplads, hvis FC Midtjylland skal beholde rækkens fjerdeplads. Det bliver dog ikke nogen walkover, selvom mange point adskiller de to hold i lørdagens jyske dyst. 

Efter tre nederlag på stribe kom FC Midtjyllands yngste akademispillere op på hesten igen i sidste weekend. Umiddelbart efter at U19-holdet havde sikret DM-guldet, spillede U17-holdet et brag af en kamp imod mesterskabsaspiranterne fra FC Nordsjælland, hvor man vandt 3-2 på en scoring kort før tid.

I tirsdag blev den flotte sejr så fulgt op, da ulvene på udebane slog OB med 2-0. De flotte sejre skal lørdag følges op, når ulvene drager en smule østpå for at møde ’Den gule fare’ fra AC Horsens. Modstanderen ligger klart sidst i rækken, men det betyder ikke, at kampen bliver en formsag for gæster, hvis man spørger cheftræner Svend Graversen.

- Det bliver en spændende kamp, og da det er vores tredje kamp på en uge, så vi tænker selvfølgelig på spillernes ressourcer. Derfor vil vi også bruge kræfterne rigtigt, og vi glæder os til igen at have mulighed for at hente tre vigtige point, fortæller cheftræneren.  

- Vi skal vinde kampen, og det går vi benhårdt efter. Vi vil rigtig gerne slutte i top-4, og vi ved, at vi nok skal bruge i hvert fald fire point mere. De tre af dem skulle meget gerne komme allerede lørdag, og vi har stor tro på egne evner i truppen.

Cheftræneren erkender, at lørdagens modstander har haft det svært i årets U17-liga, men han mener samtidig, at ingen kampe er ´walk overs´. Han understreger desuden, at holdet tager kampen meget seriøst, på trods af de mange points afstand.

- De har haft nogle udfordringer, og de har selvfølgelig lukket mange mål ind. Men omvendt kan vi se, at når de har ramt dagen, så har de lavet et par gode resultater. Det fortæller os, at vi ikke må undervurdere nogen hold overhovedet, siger Svend Graversen.

- Samtidig er kampen en mulighed for os, for nogle andre spillere kan måske vise sig frem. Det er nu, at truppen skal vise, at den har en stor bredde.

FCM’erne indtager lige nu fjerdepladsen efter Brøndby, FC Nordsjælland og Esbjerg på de tre øverste pladser i rækken. Ulvene er noteret for 39 point med tre kampe igen, imens Lyngby har et point færre, dog kun med to kampe tilbage.

Samtidig er lokalrivalerne fra Silkeborg også med i kampen om fjerdepladsen, da holdet står noteret for 36 point med tre runder igen. Du kan følge stillingen ved at klikke her.

Dommeren fløjter op til kampen i Horsens lørdag klokken 13.00.

U19-holdet holder kampfri i denne weekend, efter at holdet som nævnt sikrede sig DM-titlen i lørdags. Holdet spiller igen onsdag på udebane mod Esbjerg FB. 

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox