15.05.2015, 07:27 | Af: Administrator

U19: En ny slags modstander venter

Efter sejre over AaB og FCK er det Brøndby, der er den næste hurdle for FCM U19. Cheftræner Kenneth Andersen forventer at det bliver en anden type fodbold, end i de to foregående kampe.

Efter sejre over et par kompakte modstandere skal FCM U19 demonstrere, at de er i stand til at tage teten mod en modstander, der selv ønsker at styre kampene:

- Brøndby bliver en anden type modstander, end de hold, vi har mødt i de to foregående kampe. AaB og FCK var modstandere der gjorde rummene små og spillede afventende, og vores fokus var på, hvordan vi skulle nedbryde deres organisation, fortæller FCM-træneren

- Spillemæssigt ligger Brøndby og vi tættere på hinanden. Vi praktiserer begge et højt pres, forsøger at stresse modstanderens opspil, og går efter at dominere kampene, udtaler Kenneth Andersen.

Det gav en kamp, der var mere intens end velspillet, i de to holds første møde tilbage i november, hvor det lykkedes FCM U19 at tage alle tre point på et mål af Razak.

Brøndby kommer dog givetvis til Ikast med en tro på, at holdet kan snuppe point, da holdet fortsat er ubesejret i forårssæsonen. Det kan FCM U19 dog matche med en pletfri hjemmebanestatistik, der før kampen lyder på syv sejre i lige så mange forsøg, og en målscore på 32-6.

Kenneth Andersen vil dog godt medgive, at truppen er ved at være lidt frynset i kanten efter et forår, der har budt på mange kampe. En ting er kampene i U19 Ligaen og ved Torneo Bellinzona i Italien, men mange af spillerne har desuden spillet reserveholdskampe og repræsenteret forskellige U-landshold.

Det har resulteret en trup, hvor flere spillere døjer med overbelastningsskader, og det giver trænerstaben hovedbrud til Brøndby-kampen, hvor midterforsvareren Rasmus Nicolaisen afsoner en enkelt karantænedag.

På plussiden tæller det dog, at Kristian Dirks Riis (midterforsvar) og Anders Hagelskjær (back) begge er tilbage i træning og i spil til kampen.

Brøndby er heller ikke gået ram forbi, og må undvære svenske Amir Al-Ammari (midtbane) og Rezan Corlu (angreb), der begge afsoner karantæne. Der er kampstart i Ikast kl. 13.00, og som altid er det gratis at komme ind og se kampen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox