10.06.2015, 04:19 | Af: Administrator

”Han har samme passion som os”

Han er synonymet på FC Midtjylland, og 14 år efter sin debut rundede Kristian Bach Bak 300 kampe med ulvelogoet på brystet. I søndagens opgør fik han sin hyldest. I alle årene har fanformand Thomas Mikkelsen været med på sidelinjen og fulgt med fra første parket.

Han husker Kristian Bach Bak fra længe før, de midt- og vestjyske fodboldfans overhovedet havde nogen idé om, at det navn for altid ville indprente sig i hukommelsen som kaptajnen, der løftede klubbens første DM-pokal.

Som Ikast-knægt spillede Thomas Mikkelsen fodbold i Ikast FS, og det var her – tilbage i 90’erne – han første gang stødte på Kristian Bach Bak. Som junior blev de nemlig holdkammerater, da Kibæk-knægten kom til Ikast for at spille fodbold.

- Han tog min plads, så jeg kan faktisk slet ikke lide ham, griner Thomas Mikkelsen, der i dag er i gang med din tredje tørn som formand for Black Wolves.

Han får dog hurtigt rettet det udsagn. For sandheden er vistnok en anden. Thomas Mikkelsen spillede på andetholdet, mens Bak gjorde sig på førsteholdet. Men træninger har de haft sammen. Og allerede dengang var vinderviljen enorm hos FCM-kaptajnen, husker den et år yngre Mikkelsen.

- For ham har det aldrig været okay at tabe. Heller ikke til træning. Så ville man være sikker på at komme i skole dagen efter, det kunne nogle gange være en god idé at hoppe, når Kristian kom imod en, for han tog hellere en dag på krykker end at tabe. Han har altid haft den fandenivoldskhed.

Siden træningsaftenerne på anlægget i Ikast har deres liv gået forskellige veje. Men alligevel har de været tæt forbundet. For kærligheden til FC Midtjylland har de begge haft. Og har fortsat.

- Han har den samme følelse for klubben, som vi fans har. Den samme passion, som Thomas Mikkelsen udtrykker det.

For mens Kristian Bach Bak med ekspresfart havde kurs mod Superligaen, var det uden for kridtstregerne, at Thomas Mikkelsen fik en vigtig rolle i opbygningen af fankulturen omkring klubben. Han har været med siden etableringen og husker stadig tilbage på oprykningsfesten til Superligaen i 2000.

Et år senere fik Kristian Bach Bak sin officielle debut. Det skete i en pokalkamp mod AaB. Tre dage senere debuterede han i Superligaen på udebane mod FC København. Det var otte dage efter hans 19 års fødselsdag. På tribunen til begge opgør stod Thomas Mikkelsen.

- Han er opvokset med klubben, ligesom mange af os andre. Han har været med i de gode tider, de dårlige tider og nu i den bedste tid. Og det er ham vel undt. Han er et samlingspunkt, og det er ham, vi retter henvendelse til, hvis vi skal i kontakt med truppen. Han er kaptajn med stort k, siger Thomas Mikkelsen.

Kaptajnen har for længst skrevet sig ind i FC Midtjyllands historiebøger, og i den seneste hjemmekamp blev et nyt og flot kapitel så skrevet om den lokale knægt fra Kibæk. For da han i det 83. minut blev sendt på banen, var det til sin kamp nummer 300 for klubben. I søndag hyldede et helt stadion ham for den præstation.

Thomas Mikkelsen, der i dag er et velkendt navn i den danske fankultur, var, præcis som for 14 år siden, på plads på tribunen til kamp nummer 300 og til søndagens hyldest og fejring af klubbens første mesterskab.

- Det er ikke hans fodboldkvaliteter, der har været den helt store forskel. Det er hans passion og attitude. Det er ham, der med sit kropsprog har henvendt sig til os fans og fået os med. Han er en kæmpestor medspiller på den front, siger Mikkelsen.

Bag om Bach Bak
- Debuterede den 25. oktober 2001 i DBU Pokalen mod AaB. Tre dage senere i debuterede han i Superligaen på udebane mod FCK, da han blev skiftet ind i 48. minut i 1-1-kampen.
- Debuten kom fem dage efter hans 19 års fødselsdag.
- 301 kampe for FC Midtjylland fordelt med 258 (Superliga), 25 (DBU Pokal), 9 (UEFA) og 9 (Royal League).
- Det er næstflest kampe for FCM efter Frank Kristensen (352).
- 22 mål for FC Midtjylland fordelt med 17 (Superliga), 2 (DBU Pokal), 2 (UEFA) og 1 (Royal League).
- Det giver ham en delt 12. plads, hvilket må siges at være imponerende af forsvarsspiller.

Top 5 med flest kampe for FC Midtjylland
352 Frank Kristensen
301 Kristian Bach Bak
238 Mikkel Thygesen
227 Jesper Mikkelsen
208 Danny Olsen

Kilde: Danskfodbold.com

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox