16.06.2015, 09:29 | Af: Administrator

Årets Akademispiller og Årets Udviklingsspiller kåret

En offensiv spiller løb med Akademiets fornemmeste hæder, nemlig titlen som Årets Akademispiller, mens en lokal forsvarsgeneral fik prisen som Årets Udviklingsspiller.

Lørdag aften blev der holdt holdtafslutningsfest på Akademiet, og traditionen tro blev der også uddelt priser til de spillere, der havde markeret sig i den forgangne sæson.

For de, der har fulgt akademiholdene i det forgangne år, vil det nok ikke komme som det store chok, at det var Mikkel Duelund, der blev kåret til årets akademispiller.

Den vævre offensivspiller sluttede som delt topscorer i U19 Ligaen med 15 mål - en præstation der sættes i relief af, at han blot spillede 11 kampe - alle i efteråret.

Til trods for, at han var førsteårsspiller, blev Duelund nemlig i vinterpausen indlemmet i superligatruppen, og i marts fik han sin superligadebut, da han blev skiftet ind i 3-0-sejren over Hobro. Han har indtil videre optrådt ni gange for førsteholdet.

U19-træner Kenneth Andersen begrunder, hvorfor valget faldt på ”Due”:

- Han er en fremragende tekniker, han er en dygtig dribler, og han afslutter godt med begge ben. Duelund er en spiller med et stort drive, og han har en målrettethed i de ting, han foretager sig, hvilket kommer til udtryk ved, at han ofte selvtræner eller tager en halv time i Goalbox, siger Kenneth Andersen og tilføjer, at Duelund er en spiller, der har føjet nye dimensioner til sit spil i løbet af sæsonen.

- Han er gået fra at være en rendyrket individualist til at være en spiller, der indgår i kombinationerne og også sætter sine holdkammerater i scene.

Endelig kan Duelund skrive en helt speciel bedrift på CV’et. Som den formentlig eneste spiller i dansk fodbolds historie oplevede han i foråret at være U17-mester, U19-mester og dansk mester – på en og samme tid!

Lauritsen er årets udviklingsspiller
Mens det er de offensive kvaliteter, der er i højsædet hos Duelund, så er det de defensive ditto, der udmærker årets udviklingsspiller.

Rasmus Lauritsen er forsvarschefen hos U19-holdet og har været kraftig medvirkende til, at FCM U19 ikke alene var det mest scorende mandskab, men også det hold, der lukkede færrest mål ind i U19 Ligaen.

”Ralle”, der kom til FCM fra samarbejdsklubben Brande IF, har vist sig i stand til at dække mange positioner, når situationen har krævet det, men har midterforsvaret som sin foretrukne plads:

- Rasmus er en ægte forsvarsspiller. Han er fysisk stærk, han er driftsikker, og han holder et højt bundniveau. Derudover er han en spiller, der tåler en stor fysisk belastning, og han har spillet mange kampe for os i foråret, lyder skudsmålet fra Andersen, der også roser ”Ralle” for hans væremåde.

- Han er en god leder, der selv går forrest og får de andre med sig - en spiller, der praktiserer og lever op til FCM’s værdier. Ikke bare fordi han har en stor vindermentalitet, men også fordi, han har vist, at han er en spiller, der kan overvinde modgang og komme styrket ud på den anden side, fortæller Kenneth Andersen.

Der skal lyde et stort tillykke til de to spillere herfra. I morgen kan du her på siden læse, hvem der løb med titlerne som henholdsvis årets U17-spiller og U19-spiller.

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox