25.06.2015, 16:32 | Af: Administrator

FCM og Glen går hver til sit

Cheftræner Glen Riddersholm har valgt at stoppe i FC Midtjylland

De danske mestre i fodbold FC Midtjylland skal have ny cheftræner. Det ligger fast, efter at Glen Riddersholm har meddelt klubben, at han ønsker at stoppe sit virke i FCM.

Sportsdirektør Claus Steinlein tager opsigelsen til efterretning og har aftalt med Glen Riddersholm, at han stopper i FC Midtjylland med øjeblikkelig virkning.

”Glen blev FC Midtjyllands første mestertræner, og derfor vil han altid have en helt særlig plads i klubbens historie. Han er indbegrebet af FC Midtjylland, og det har været et privilegie at arbejde sammen med ham og på nærmeste hold opleve den store udvikling, Glen har gennemgået de seneste år. Vi kan kun ønske ham al mulig hed og lykke på hans videre færd,” siger Claus Steinlein.

Glen Riddersholm har brugt sommerferien til at overveje sin fremtid.

”At beslutte hvad man ikke skal er lige så vigtigt som at beslutte hvad man skal. Efter modne og svære overvejelser har jeg valgt at opsige min stilling som cheftræner i FC Midtjylland. Jeg har været ærlig overfor mig selv og konstaterer, at der er kompromiser i hverdagen, som jeg ikke længere kan indgå, hvis jeg skal være den bedste udgave af mig selv og den leder, jeg ønsker at være over for spillerne og staben. Jeg er dybt taknemlig for min tid i FC Midtjylland. Jeg ønsker at takke alle de fantastiske mennesker, som hver dag gør FC Midtjylland til en unik arbejdsplads, og jeg vil takke alle de som har troet på mig og arbejdet sammen med mig i de mange år, jeg har været en del af FC Midtjylland.”

FC Midtjyllands bestyrelse og sportsdirektør Claus Steinlein er i gang med at finde Glen Riddersholms afløser.

”Med deltagelsen i kvalifikationen til Champions League og den nye Superligasæson står vi foran store opgaver på både den korte og den lange bane. Og her skal vi naturligvis have det stærkest mulige hold på og omkring banen. Vi undersøger trænermarkedet og kigger på flere potentielle emner,” forklarer Claus Steinlein.

Indtil en ny cheftræner er på plads, varetages den daglige træning af assistenttræner Brian Priske og klubbens A+ træner Lars Friis. Det bliver således den duo, der står i spidsen for FC Midtjylland under næste uges træningslejr i Østrig.

Fredag den 26. juni fra kl. 8.15 til 8.45 er der pressemøde i Ikast-Brande Arena, hvor Brian Priske, Lars Friis, Claus Steinlein, Rasmus Ankersen og FCM-anfører Kristian Bach Bak vil være til rådighed.

 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox