02.06.2015, 18:34 | Af: Administrator

Reserverne tog andenpladsen

OPDATERET: Reserverne leverede en stærk præstation i sæsonens sidste kamp, hvor et ungt FCK-hold blev slået med 4-0. Første seniormål af Anderson og Kirk.

FCM II satte sig fra starten på opgøret, og der skulle kun gå ti minutter før det første mål faldt. Et langt indkast fra Rasmus Nissen blev i første omgang headet ud af feltet, men Mikael Anderson erobrede bolden, og kombinerede sig via Marco Larsen igennem FCK-forsvaret, inden han med en flad afslutning bragte ulvene i front.

Føringen kunne være blevet udbygget yderligere før pausen, men vi skulle frem til ti minutter efter pausen, før 2-0 målet var en realitet. Rasmus Nissen fandt Marco Larsen i et frirum i FCK-feltet, offensivspilleren trak fri af sin oppasser og lagde ubesværet bolden forbi Frederik Ibsen i FCK-målet.

Godt ti minutter senere blev det 3-0, da Kristoffer Olsson spillede en bold frem ad banen til netop indskiftede Nikolaj Kirk. U17-spilleren blev retvendt og sendte hurtigt en bold i dybden til Marcos Ureña. Han løb ind i mellem to FCK-forsvarere, fintede den ene væk, og lagde bolden i nettet. Costaricaneren fik det til at se nemt ud.

Det blev til et enkelt mål mere inden slutfløjtet, da Gloire Rutikanga sendte en lang aflevering ned i FCK's bagrum. Rasmus Nissen lagde bolden ind i feltet, hvor Nikolaj Kirk driblede lidt rundt inden han drejede bolden i nettet - U17 holdets anfører var produktiv i de ca. 25 minutter, han fik på banen, men der var gode præstationer over hele linjen. mod et uerfarent FCK-hold, der nok ville have nydt godt af et par rutinerede kræfter.

Assistenttræner Rene S. Andersen var godt tilfreds med præstationen, der betyder, at FCM II slutter på andenpladsen i Mesterskabsslutspillet.

- Det er en kamp vi dominererer fra start til slut, og vi er både gode med bolden og i presspillet. FCK stiller med mange unge spillere, så det er også en kamp, vi bør vinde, men nogle gange er det netop de kampe, der er svære, fortæller Andersen, og peger i samme moment på at ulvene selv gav spilletid til 11 spillere med alderen til u-fodbold i opgøret.

FCM-træneren fremhævede efter kampen Kristoffer Olsson, der i dagens anledning var anfører. Den svenske U21- landsholdsspiller leverede en komplet præstation med et stort løbepensum og fordelte boldene godt. Der var også roser til Marcos Ureña, der fik timet sine løb rigtige, og var en kilde til uro hos gæsterne.

Se målene fra kampen på kanalsports hjemmeside.

FC Midtjylland II - FC København II 4-0 (1-0)
10' 1-0 Mikael Anderson (assist Marco Larsen)
55' 2-0 Marco Larsen (assist Rasmus Nissen)
68' 3-0 Marcos Ureña (assist Nikolaj Kirk)
81' 4-0 Nikolaj Kirk (assist Rasmus Nissen)

Opstilling: Lasse Heinze - Alexander Nicolajsen, Rasmus Lauritsen, Rasmus Nicolaisen, Rasmus Nissen - Jonas Gemmer (75' Gloire Rutikanga), Marco Larsen (66' Nikolaj Kirk), Kristoffer Olsson - Mikael Anderson (46' Mads Døhr Thychosen), Babajide David, Marcos Ureña

Opstilling FCK: Frederik Ibsen - Rasmus Garly, Nicolai Mamsen (78' Joel Felix), Lasse Lindbjerg, Mikkel Dige (46' Morten Fraysse) - Daniel Chukwumah (84' Abdul Kadir Abdullahi), Mikkel Wohlgemuth, Aboubacar Keita (57' Julian Kristoffersen), Lucas Simonsen (46' Gustav Jensen) - Mathias Krigbaum, Berat Beciri

Billede: fo2oj1.dk

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox