29.06.2015, 10:47 | Af: Administrator

Seks talenter fik huen på

FCM’s akademi har andre ting at være stolte af end det danske U19-mesterskab i denne sæson. Seks af talenterne fik nemlig hue på hovedet efter at have gennemført en gymnasial uddannelse. 

På Akademiet i Ikast handler det om at udvikle helt unge talenter og gøre dem til professionelle fodboldspillere. Men ikke alle når igennem nåleøjet til det professionelle liv, og derfor står det meget højt på ønskelisten hos klubben at man sikrer en ungdomsuddannelse til så mange af spillerne som muligt.

I sidste uge dimitterede seks FCM-drenge så fra Gymnasiet og Handelsgymnasiet i Ikast – én med den mørkeblå HHX-hue og fem med den lidt lysere HF-hue. Uddannelserne er taget via det stærke samarbejde imellem FC Midtjylland og uddannelsesinstitutionerne, som i de senere år har sikret, at drengene har mulighed for at holde fokus på både sporten og skolebænken.

En af de nyligt udklækkede studenter er den 18-årige Mikkel Duelund. En titel som U19-ligatopscorer og flere kampe Superligaholdet har ikke sat en stopper for, at Duelund også har sikret sig en HF-uddannelse. Han fortæller, at det gode set-up har været afgørende for, at tingene har kunnet kombineres.

- Det hele har spillet imellem klubben og skolen, og det har i sidste ende betydet, at det hele lykkedes. Jeg har i perioder haft nok at se til, men fordi det har været så fleksibelt, så har jeg kunnet præstere på begge områder, siger Mikkel Duelund.

- Jeg har samtidig haft nogle fantastiske klassekammerater, og der er specielt to piger fra min klasse, som har hjulpet mig rigtig meget, når jeg har været presset med fodbold. Det er jeg meget taknemlig for, og det har været medvirkende til, at det også er gået rigtig godt til mine eksamener.

Nu venter en tilværelse, hvor Mikkel Duelund kan fokusere fuldt ud på fodbolden. Han erkender, at han nu får mere tid til at reflektere over præstationerne på banen, og han håber det giver endnu mere afkast end hidtil, at han nu kan leve udelukkende som fodbolsspiller.

- Det er rigtig fedt, at jeg nu kan koncentrere mig 100 % om det jeg brænder så meget for. Somme tider har jeg måske haft brug at evaluere og reflektere over de ting, som jeg har lavet på banen, men jeg har ikke haft tid til det. Det får jeg nu i et andet omfang, så det glæder jeg mig til nu, fortæller talentet.

Højere end landsgennemsnittet

Hos FC Midtjylland har man længe haft stor fokus på den uddannelsesmæssige del af akademitiden. De seks dimitterende denne sommer betyder, at antallet af studenter fra Akademiet nu har rundet 50 personer. Det er noget, som Team manager i FCM, Jimmy Laursen, betragter som en blåstempling af det hårde arbejde.

- Det er fantastisk hver gang, vi får en spiller op i Superligatruppen. Men det er lige så fantastisk, når vores drenge får huen på, og de har gennemført en ungdomsuddannelse. Det viser, at det samarbejde vi har med uddannelsesstederne i området fungerer virkelig godt. Samtidig bruger vi i FCM mange ressourcer på området, så det er tilfredsstillende for os, at vi ser resultatet af det, siger Jimmy Laursen.

- I år er vores drenge samlet kommet ud med et gennemsnit på 6,2. Det er højere end landsgennemsnittet, og det synes jeg er utrolig flot, når vi tænker på, hvor meget tid drengene bruger på at udvikle deres fodboldevner.

Når en spiller som helt ung vælger Akademiet i FCM, så er det under forudsætningerne af, at de sideløbende med fodbolden vil kunne tage en uddannelse på niveau med deres jævnaldrende. Derfor mener Jimmy Laursen også, at det er afgørende, at klubben lever op til det, de lover.

- Det betyder alt for os, at det vi lover, det holder vi. Når vi fortæller spillernes forældre, at der skal være plads til begge dele, så mener vi det. Det styrker også vores troværdighed, at det ikke bare er tomme ord, vi fortæller. Man står ikke tilbage med ingenting, hvis man ikke tager det sidste skridt ud i den professionelle fodboldverden, slutter Laursen.

Der er mange eksempler på tidligere Akademispillere som ikke gik fodboldvejen, og som i stedet valgte en civil karriere. Blandt andre Jens Madsen fra årgang 1991, som valgte at læse medicin på Aarhus Universitet, Simon Jensen, også fra 1991, som valgte jura på Aarhus Universitet og Andreas Jørgensen fra årgang 1993, som studerer idræt på Syddansk Universitet. 

På billedet ses de seks studenter: Fra venstre Mikkel Duelund, Kristian Dirks Riis, Jeppe Solgaard, Rasmus Nicolaisen, Simon Sterring og Alexander Munksgaard

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox