18.06.2015, 10:00 | Af: Administrator

Sisto: Nemt at falde ind på U21-landsholdet

Pione Sisto er hurtigt faldet til på det dansk U21-landshold, fortæller han i sin dagbog fra EM-lejren i Tjekkiet.

Det er ikke kun fodbold, de danske U21-drenge skal koncentrere sig om i Tjekkiet. De har nemlig også fået til opgave på skift at skrive dagbog fra EM-slutrunden, og tirsdag var stafetten givet videre til Pione Sisto.

Og Sisto kunne allerede inden torsdagens matchvindermål i premieren fortælle, at han er faldet godt til på landsholdet, hvor han deler værelse med holdkammeraten Patrick Banggaard, som han stikker lidt til i dagbogen.

- Jeg bor sammen med Patrick Banggaard, som jeg kender rigtig godt fra FC Midtjylland, og han er faktisk en doven fyr uden for banen. Han sover hele dagen, og der er altid mørkt på vores værelse. Nogen gange hiver han mig desværre med på vognen. Blandt andet i dag, hvor jeg ikke har lavet det helt store, skriver kantspilleren i sin dagbog.

Han fik torsdag aften sin første officielle landskamp efter, at det danske statsborgerskab kom på plads, og efterårets profil i Alka Superligaen er faldet godt ind på holdet.

- Det er første gang, at jeg rigtig er samlet med de her drenge, men det er gået helt vildt hurtigt for mig at blive en del af det. Det har været meget nemt for mig – nok fordi jeg er et meget åbent menneske.

- Jeg kan godt lide at snakke med andre og få nye venskaber, så derfor er jeg blevet en del af det hurtigere end andre måske ville blive det, og vi hygger os generelt rigtig meget både på værelserne og i vores ’spillerum’. Stemningen i truppen er super god. Det er nogle humørbomber her på holdet, og det passer mig supergodt, eftersom jeg også godt kan lide at lave lidt sjov, lyder det fra torsdagens matchvinder i dagbogen.

Læs hele Pione Sistos dagbog på DBUs hjemmeside her.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox