03.06.2015, 06:54 | Af: Administrator

Teknisk midtbanespiller til Akademiet

Casper Tengstedt bliver efter sommerferien en del af talentmiljøet i Ikast.

Der stod fodbold på programmet, inden det første skoleskema var udleveret. For Casper Tengstedt var ikke mere end fire år, da de første fodboldstøvler blev snøret. Siden er det blevet til timevis af leg med bolden.

Familien har været en vigtig grund til, at det nu er lykkes den talentfulde midtbanespiller at spille sig til en kontrakt på Akademiet.

- Familien har betydet meget for mig. De har altid bakket mig op og stået på sidelinjen og set mine kampe og det gør de stadig. Jeg har også haft rigtig dygtige trænere og holdkammerater gennem tiden i de klubber, jeg har spillet i, og de har også betydet meget for mig og min udvikling, siger Tengstedt, der håber at gøre fodbolden til sin levevej på sigt.

- Jeg drømmer om at kunne leve af fodbold og spille i Liverpool, når jeg bliver stor. Det er mit helt store mål. Lige nu er målet at spille mig fast ind på U17-holdet i FC Midtjylland og komme på U16-landsholdet, siger midtbanetalentet.

Inden et eventuelt udlandsophold bliver en realitet, skal talentet udvikles på FC Midtjyllands fodboldakademi i Ikast.

- FC Midtjyllands talentarbejde er rigtig godt, og klubben har et godt miljø, som jeg gerne vil være en del af. Jeg glæder mig til det og tror bare, det bliver helt fantastisk, siger Casper Tengstedt om det, der venter forude.

Men der har allerede være store fodboldoplevelser i karrieren. Den største kom mod den tyske storklub Hamburger SV, hvor Tengstedt sendte den afgørende straffesparksscoring i nettet.

- Den største fodboldoplevelse var nok, da vi vandt Brøndby Cup med en finalesejr over Hamburger SV efter straffesparkskonkurrence. Jeg scorede på det afgørende straffespark. Det var helt suverænt. Der var bare kæmpe jubel, husker den 15-årige midtbanemand.

Står det til akademichef i FC Midtjylland Flemming Broe, så venter der flere store oplevelser for Casper Tengstedt i fremtiden.

- Casper er en rigtig dygtig spiller med et godt drive med bolden. Han er en taktisk klog spiller, og selv om han er rolig uden for banen, så har han en god vindermentalitet. Han har god lyd på banen og giver noget til sine medspillere, og det er en god ingrediens at have i sit spil, siger Flemming Broe.

- Han skal arbejde med den sidste hurtighed, men vi har en god tro på, at vi kan udvikle den. Fysisk skal han have tålmodighed, og det bliver en vigtig parameter for ham, for han er en dygtig spiller, som vi glæder os til at arbejde med, siger akademichefen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox