06.06.2015, 15:30 | Af: Administrator

U19 sluttede med et kryds

Mesterholdet var igen i problemer mod Lyngby, men fik reddet æren og det ene point.

Lyngbys U19 hold indtog før kampen sidstepladsen i U19 Ligaen, og derfor kunne man forledes til at tro, at det var en overkommelig opgave der ventede ulvene.

Det er dog en kendsgerning, at FCM U19 ofte har haft det svært mod netop Lyngby og holdet har "blot" vundet tre ud af de sidste ti opgør mod sjællænderne.

Det var også FCM U19, der havde revanche til gode, efter at sæsonens første møde var endt med en 2-0 sejr til Lyngby, og kampens indledning formede sig præcist, som man på forhånd kunne have ventet.

FCM var meget på bolden, mens Lyngby stod kompakt og forsøgte at trække tempoet ud af banen - og det gjorde de godt, efter at have redet et indledende FCM-pres af.

Efter en halv time straffede gæsterne et unødvendigt boldtab, ved at køre en effektiv omstilling og bringe sig foran 1-0 ved kantspileren Christoffer Boateng. FCM U19 blev ved med at lede efter sprækkerne i Lyngby-rustningen, men selvom holdet ved flere lejligheder fik sat angrebene godt op, manglede der hele tiden de sidste marginaler, og holdet måtte gå til pause nede 0-1.

- Det bliver en kamp, hvor vi skal skabe alt tempo, og det er rigtig svært på en dag, hvor vi ikke helt har det mentale overskud. I pausen taler vi om, at vi simpelthen ikke kan være bekendt over for os selv at slutte af på den her måde, og at vi er nødt til at finde de sidste ressourcer frem, fortalte Kenneth Andersen efter kampen.

Som sagt, så gjort. FCM U19 hankede op i sig selv og forcerede spillet frem, med den indbyggede risko for Lyngby-omstillinger, som det nu gav. Efter 12 minutters spil gav anstrengelserne udbytte, da David og Mads Døhr Thychosen næsten fik broderet sig igennem - en Lyngby-forsvarer forsøgte at lufte ud, men clearingen ramte David og kom ikke længere end feltets kant.

Fra den position har Mikkel Frankoch et giftigt hug, og det gav han gavmildt et nyt eksempel på, da han sparkede udligningen i nettet - Frankochs sjette sæsontræffer. 1-1.

FCM U19 gik nu over til at spille med et tremands-forsvar, mens David kom op på siden af Mads Døhr, så FCM U19 nu spillede 3-5-2.

På trods af den offensive satsning, var det dog Lyngby der havde de bedste tilbud i kampens sidste halve time - gæsterne kom frem til tre store chancer på omstillinger - herunder en afslutning fra Chrisstoffer Boateng der først tog indersiden af den ene stolpe, og bagefter den anden inden en FCM-forsvarer fik losset bolden væk.

Cheftræner Kenneth Andersen roste gæsterne og erkendte, at Lyngby havde været tættest på at snuppe de tre point.

- Det kommer aldrig til at fungere, at vi spiller med to angribere. Idéen er at angriberne skal supplere hinanden, men selvom Mads og David begge kan spille targetpositionen, har de ikke spillet nok sammen som angribere, til at gøre hinanden gode. Spillerne ville gerne, og der ikke blev ikke taget for let på tingene,  men rent mentalt er vi måske ved at være drænede efter et forår med mange kampe. Vi var i hvert fald lidt på bagkant i dag, sagde Kenneth Andersen.

Dermed er der sat punktum for en forrygende sæson for FCM U19, der udover guldmedaljerne har budt på sejren ved Trofeo Nereo Rocco. Se stillingen i U19 Ligaen her.

FC Midtjylland U19 - Lyngby BK U19 1-1 (0-1)
29' 0-1 Christoffer Boateng
57' 1-1 Mikkel Frankoch

Opstilling: Andreas Raahauge - Alexander Munksgaard, Rasmus Nicolaisen, Rasmus Lauritsen, Jeppe Solgaard (60' Kristian Dirks Riis) - Jonas Gemmer (75' Erik Braun), Mikkel Frankoch, Gloire Rutikanga (60' Alexander Nicolajsen) - Babajide David, Rasmus Nissen, Mads Døhr Thychosen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox