18.07.2015, 08:03 | Af: Administrator

Blog: Sikke en fest...

... Og sikke nogle tømmermænd, fristes jeg til at sige. 

Siden guldkampen mod SønderjyskE i starten af juni har det været alt andet end en stille tid, hvor vi rigtigt har kunnet nyde DM-guldet. Der er ikke gået mange dage uden avis-skriverier - nogle med mere hold i virkeligheden end andre - men sådan er virkeligheden som mesterhold.

Så kommer der uundgåeligt et øget pres både internt og eksternt. Det skal vi som fans også lære at færdes i; man behøver ikke nødvendigvis at tage alt for gode varer, blot fordi det står trykt i en formiddagsavis.

Når de skriver, at de afrikanske spillere bliver snydt og bedraget, eller at det halve af trænerstaben er på vej ud pga. utilfredshed, må man godt stoppe op og spørge sig selv, om det mon står så grelt til, som BT og Ekstra Bladet kan få det til at lyde som. Deres primære mål er at sælge aviser, og hvis virkeligheden i sig selv er for kedelig, kan de selvfølgelig blive tvunget til at smøre lidt ekstra på for at give historierne den nødvendige kant - lad os alle lige huske på det.

For tre uger siden kvittede Glen Riddersholm sit job til stor beklagelse for de fleste; særligt set fra min stol, da Glen havde et helt usædvanligt godt og nært forhold til fansene, hvilket helt sikkert har hjulpet til med at udvikle fankulturen i positiv retning i de 4 år, han nåede at få som cheftræner. Jess Thorup er blevet hentet ind som cheftræner i stedet, hvilket jeg fornemmer ikke er blevet modtaget lige godt rundt om i det midt- og vestjyske, særligt med vægt på Thorups dispositioner under det nyligt overståede U21-EM. Man kan mene, hvad man vil om Riddersholms opsigelse, men når den er lagt, kræver det, at der bliver fundet en ny cheftræner.

Her kan vi som fans vælge to ting; at brokke os over valget eller bakke op om den nye mand i sædet. Under alle omstændigheder har ingen af os set, hvordan han vil klare jobbet i spidsen for Hedens Drenge, så hvorfor ikke lade tvivlen komme ham til gode? Jeg mindes, at Glen Riddersholm blev modtaget med nogenlunde samme skepsis, da han blev forfremmet ovenpå Allan Kuhns exit. Skulle vi ikke tage ved lære af fortiden og håbe på det bedste, fremfor at lade de kritiske røster buldre allerede nu? Jeg er i hvert fald sikker på, Thorups arbejdsklima og dermed mulighed for at udvikle holdet yderligere bliver øget med nogle procenter, hvis folk parkerer snakken om Laudrup, Hjulmand, Ole Gunnar Solskjaer og ja, vel nærmest også Ancelotti. Jess Thorups er vores mand nu, så lad os give ham maksimal opbakning!

På lørdag møder vi Viborg. Vores lokalrivaler er tilbage igen efter endnu en tur i 1. division. Det er næsten en ny tradition, de kan skrive i historiebøgerne i den traditionsfikserede klub fra nord - dertil kan de også snart tilføje et jubilæum. Ét 10-års jubilæum endda. I de seneste 10 år har Viborg ikke formået at slå os i en kamp om point, men kender vi dem ret, er det nok blot et udslag af uheld. Det eliminerer også enhver snak om, hvem der er storebror/lillebror i Midtjylland - skal vi ikke herfra bare konstatere, at resultaterne vist taler for sig selv og så lade os fokusere på at give dem anledning til en 11-års markering, når sæsonen er overstået?

Tirsdagens Champions League-kvalifikationskamp mod Lincoln FC fik en lidt uheldig optakt, da 20-25 hætteklædte Viborg-tilhængere tænkte, det var en god idé at troppe op i Herning. Måske de bare gerne ville fornemme duften af europæisk fodbold, det tør jeg ikke sige. Jeg vil kraftigt opfordre til, at alle vores tilhængere opfører sig ordentligt på lørdag. Forrige sæsons to hjemmebaneopgør mod Viborg blev skæmmet i rigelig grad af uheldige episoder i Herning centrum, og dé scener ønsker ingen vist at se gentaget. Lad Viborgs fans opføre sig som køerne på Øko-dag, når de bliver lukket ud på græs, som jeg så en beskrive det forleden dag - dén opførsel bør vi holde os for gode til. Det er ikke os, der har noget at bevise; i så fald kan I bare invitere dem ind at se pokalskabet på MCH Arena.

Kampen mod Lincoln FC gav ikke ligefrem nogen større ro inden kampen mod Viborg - hvor står vi? Hvad er vores niveau? Det mindede mest af alt om en sommerkamp; både på og udenfor banen. Når vi samles på MCH Arena igen på lørdag, bør det dog blive med en helt anden seriøsitet. En god åbning på Alka Superliga-sæsonen kan vise sig at være altafgørende. Tænk bare tilbage på sidste sæson, hvor vi førte med 7 point ned til FC København efter bare 5 runder. Dét forspring indhentede de, som bekendt, aldrig. Og hvilken åbning på sæsonen vil være bedre end at slå Viborg FF og sikre sig håneretten fra start? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen!

Med håbet om et brag af en sæsonåbning,

Peter Ross

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox