31.07.2015, 20:58 | Af: Administrator

Duncan sænkede OB ét sekund i lukketid

Kampen blev fløjtet af sekundet efter Morten ’Duncan’ Rasmussens forløsende 1-0-scoring. FCM totaldominerede i anden halvleg.

Hele MCH Arena fører taktfast hænderne sammen i det stigende tempo af klapsalver, der styres af de mest inkarnede på C.C. Contractor-tribunen. Nerverne er uden på tøjet. Tydeligvis. Kun kanten af stolesædet varmes i den kølige sommeraften, da Jesper Lauridsen står klar til at svinge frisparket ind i OB-feltet. Det er dybt inde i overtiden og absolut sidste mulighed for FC Midtjylland. Lind-knægtens venstreben har svigtet ved flere dødbolde i kampens løb, men ikke denne gang. Denne gang ligger den perfekt. Duncan kommer forrest…

FC Midtjylland tog fredag aften imod OB i en tidlig topkamp mellem ligaens eneste to hold med maksimumpoint (FCK har en kamp i baghånden, red.). For FCM var Kristian Bak på banen for første gang i sæsonen, mens Petter Andersson sad ude med mindre knæproblemer. Helt ude var også Martin Pusic, hvis plads på toppen blev overtaget af Morten ’Duncan’ Rasmussen.

Hjemmeholdet sad på det meste spil og kom til de fleste muligheder – farligst af disse var et direkte frispark af Pione Sisto, mens også Duncan flere gange var nær ved at blive rigtig farlig. Efter en halv time var angriberen da også centimeter fra at sende bolden helt op i nærmeste målhjørne, og to minutter senere var det hans makker på kanten, Daniel Royer, der følte læderet på sammenføjningen. Erik Sviatchenko kom også først på et hjørnespark, som han dog headede forbi, så midtjyske chancer var der nok af.

Gæsterne viste sig dog også hamrende farlige på omstillinger, hvor især Rasmus Falk var giftig – særligt da han traf ydersiden af stolpen i første halvlegs overtid.

Blot et par minutter inde i anden halvleg lignede det en scoring til midtjyderne. Erik Sviatchenko fik bolden i mål med skulderen efter et hjørnespark, men Mads-Kristoffer Kristoffersen dømte frispark i situationen. Også Jakob Poulsen forsøgte sig, men Falkesgaard i OB-målet var på plads.

Knap et kvarter før tid kom Paul Onuachu på banen, og den lange angriber lavede straks ravage. Først kom han først på et hjørnespark, hvor der på uforklarlig vis blev dømt frispark på ham. Øjeblikke senere fik han sparket på mål efter en midtjysk omstilling, og snart var han igen involveret omkring en bold i det lille felt, hvor Mads-Kristoffer Kristoffersen igen – uforklarligt – dømte imod ham.

Trods FCM-dominans på spil og chancer, så løb tiden fra ulvene. Et massivt pres forsatte i de tre minutters tillæg, mens ulvefansene overvandt modløsheden og tømte lungerne for den sidste luft.

I overtiden blev Morten ’Duncan’ Rasmussen fortjent kåret som kampens spiller efter en stærk indsats, og et minut senere cementerede han den titel. Jesper Lauridsens frisparksbold kom til det forreste område, hvor Duncan krigede sig til kontakt med læderet, som han headede i nettet til en forløsende – og fortjent – scoring til værterne.

MCH Arena var i ekstase, og jublen var ikke mindre, da Mads-Kristoffer Kristoffersen fløjtede af, straks som OB’erne gav bolden op.

FC Midtjylland ligger nu ene på rækkens top efter tre runder. Tak til Morten ’Duncan’.

(Billedet: Cheftræner Jess Thorup omfavner førsteholdstræner Lars Friis efter den vilde overtidsscoring. Foto: Kaj B. Kristensen, FOTOØJET.dk)

 

KAMPFAKTA:

Alka Superliga, runde 3:
FC Midtjylland – Odense Boldklub 1-0 (0-0)

90+3’ 1-0 Morten ’Duncan’ Rasmussen

Advarsler:
25’ Hallgrimur Jonasson, OB
46’ Oliver Lund, OB
54’ Rasmus Festersen, OB
65’ Mohamed El Makrini, OB
72’ Erik Sviatchenko, FCM
78’ Tim Sparv, FCM
90+2’ Mikkel Kirkeskov, OB

Holdopstillinger (Udskiftninger):
FCM:
31 Mikkel Andersen – 32 Kristian Bach Bak (66’ André Rømer), 4 Erik Sviatchenko, 2 Kian Hansen, 15 Jesper Lauridsen – 3 Tim Sparv – 27 Pione Sisto, 17 Kristoffer Olsson (71’ Marco Larsen), 7 Jakob Poulsen, 77 Daniel Royer (78’ Paul Onuachu) – 9 Morten ’Duncan’ Rasmussen.
Bænk:
16 Johan Dahlin, 11 Marcos Ureña, 19 Marco Larsen, 22 Mikkel Duelund, 26 Patrick Banggaard, 28 André Rømer, 33 Paul Onuachu.

OB:
16 Michael Falkesgaard – 24 Oliver Lund, 4 Hallgrimur Jonasson, 3 Kasper Larsen, 2 Mikkel Kirkeskov – 9 Rasmus Falk, 22 Ari Skulason, 8 Mohamed El Makrini, 7 Emil Larsen – 17 Kenneth Zohore (68’ Mathias Greve), 10 Rasmus Festersen (82’ Lasse Kryger).
Bænk:
27 Casper Radza, 5 Lasse Nielsen, 13 Vladimir Dvalishvili, 14 Jens Jakob Thomasen, 15 Lasse Kryger, 18 Azer Busuladzic, 21 Mathias Greve.

Dommer:
Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tilskuere:
6.477 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller:
Morten ’Duncan’ Rasmussen

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox