14.07.2015, 19:44 | Af: Administrator

FCM tog første stik

Med 1-0 hjemme over Lincoln FC er de danske mestre et skridt nærmere avancement i Champions League-kvalifikationen.

For første gang nogensinde tog FC Midtjylland tirsdag aften hul på det, der forhåbentlig kan blive lidt af et Champions League-eventyr. I første omgang gælder det dog kvalifikationsrunderne, hvor Lincoln Red Imps fra Gibraltar er første hurdle.

Tirsdagens hjemmekamp, den første af to opgør, var dog ikke nogen walk-over for midtjyderne, selv om mange nok havde forventet, at holdet fra det lille land med kun omkring 30.000 indbyggere ville blive kørt rundt på MCH Arena. Det var ikke tilfældet, for dertil var gæsternes organisation for god. Til gengæld havde man længe fornemmelsen af, at værterne kunne skrue flere niveauer op for tempoet, og det var da også FCM, der skabte chancerne.

Den største kom, da en høj aflevering endte hos en fremstormende Jakob Poulsen, der, via en afretning, fik sendt bolden i en pæn bue over Lincoln-keeper Raul Navas. Han reddede dog på glimrende vis.

Jakob Poulsen var igen involveret nogle minutter senere, da et fladt indlæg fra ham blev afvist. Og snart var han atter med, hvor det brændte på. Denne gang fandt han Morten ’Duncan’ Rasmussen, der vendte smart rundt mellem forsvarerne og sendte bolden fladt ind til en 1-0-føring efter en god halv time.

Tim Sparv og nytilkomne Daniel Royer bød sig også til, begge med hovedstødsforsøg, men det blev ved de 1-0 ved pausen.

Kort inde i anden halvleg søgte trænerteamet mere tempo end, hvad holdet hidtil havde kunnet bringe. Ind kom Pione Sisto og Petter Andersson, mens Marco Larsen og Marcos Ureña udgik.

Helt med hjemmeholdet var den maltesiske dommer dog heller ikke. Et FCM-hjørnespark efter en times spil udløste derfor kæmpe jubel, da holdet to gange i træk var blevet åbenlyst snydt. Endnu et hjørnespark gav chancen til 2-0, men Erik Sviatchenkos hovedstød sneg sig lige akkurat forbi.

Netop indskiftet i stedet for Tim Sparv skabte Martin Pusic også en kæmpe chance, men én-mod-én hamrede han bolden over og forbi.

I kampens allersidste minut var gæsterne så tæt på en overraskende udligning, da Lee Casciaro tordnede kuglen lige uden om opstanderen. Det blev dog ved de 1-0 til hjemmeholdet før næste uges returopgør.

 

KAMPFAKTA:

Champions League, 2. kvalifikationsrunde:
FC Midtjylland – Lincoln Red Imps FC (Gibraltar) 1-0 (1-0)

33’ 1-0 Morten ’Duncan’ Rasmussen

Advarsler:
72’ Jean Carlos Garcia, LFC
83’ Liam Walker, LFC
84’ Nicolas Chietino, LFC
88’ Jakob Poulsen, FCM

Holdopstillinger (Udskiftninger):
FCM:
16 Johan Dahlin – 28 André Rømer, 2 Kian Hansen, 4 Erik Sviatchenko, 15 Jesper Lauridsen – 3 Tim Sparv (72’ Martin Pusic) – 11 Marcos Ureña (55’ Pione Sisto), 7 Jakob Poulsen, 19 Marco Larsen (55’ Petter Andersson), 77 Daniel Royer – 9 Morten ’Duncan’ Rasmussen.
Bænk:
31 Mikkel Andersen, 8 Petter Andersson, 10 Martin Pusic, 17 Kristoffer Olsson, 26 Patrick Banggaard, 27 Pione Sisto, 35 Frederik Møller.

LFC:
30 Raul Navas – 37 Jean Carlos Garcia, 5 Ryan Casciaro, 27 Antonio Sambruno, 3 Joseph Chipolina – 2 Nicolas Chietino, 21 Anthony Bardon – 25 Pegalajar (77’ Michael Yome), 88 Liam Walker, 8 Kyle Casciaro – 7 Lee Casciaro (90+1’ James Bosio).
Bænk:
13 Dayle Coleing, 6 Ethan Jolley, 18 Michael Yome, 26 James Bosio, 29 Tarik Chrayeh, 80 Alan Parker, 81 Kenneth Chipolina.

Dommer:
Alan Mario Sant (Malta)

Tilskuere:
5.291 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller:
Jakob Poulsen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox